Af Ritzau - 28/04-17 21:49

OB-helt er lettet over superliga-redningOB-helt er lettet over superliga-redning

Matchvinder Jens Jakob Thomasen er lettet over, at OB også spiller i Alka Superligaen i næste sæson.

storybild

Her skyder Jens Jakob Thomasen OB til overlevelse. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

20-årige Jens Jakob Thomasen afgjorde kampen, da OB fredag aften slog AC Horsens 2-1 på hjemmebane i en nøglekamp i nedrykningsspillets pulje 1.

OB spiller dermed også i Alka Superligaen i næste sæson, og det er en stor befrielse for Thomasen, der blev matchvinder tre minutter inde i overtiden.

- Det var meget overvældende. Der gik mange tanker igennem hovedet lige efter målet. Jeg er enormt glad og lettet lige nu. Nu kan vi se frem mod en sæson mere i Alka Superligaen, og det er jo fantastisk, siger han.

Horsens udfordrede OB kampen igennem, og Jens Jakob Thomasen medgiver, at OB ikke spillede op til holdets bedste.

- Det var en svær kamp. Vi spillede på ingen måde prangende, og vi havde svært ved at spille os igennem Horsens' forsvar, siger han.

Horsens forsøgte til det sidste at vinde kampen, men det udnyttede OB og scorede på et kontraangreb.

- Jeg overvejede faktisk at tage en berøring mere, men jeg tænkte alligevel, at højrebenet skulle have et forsøg. Så var det jo bare fantastisk at se den gå ind, siger Jens Jakob Thomasen

OB's cheftræner, Kent Nielsen, var også lettet efter kampen.

- Vi er rigtig tilfredse. Vi var påvirkede af presset omkring denne kamp, men vi er glade for, at det lykkedes os at vinde. Vi spillede på ingen måde en god kamp, men sejren er det vigtigste, siger træneren.

OB skal nu spille om kvalifikation til europæisk fodbold, men den kommende modstander afhænger af, hvordan det går i nedrykningsspillets pulje 2.

Først skal OB dog møde Esbjerg i den sidste kamp i pulje 1. Det sker 8. maj og foregår i Esbjerg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx