Af Ritzau - 13/12-16 15:21

U21-landsholdet tager tre debutanter med på træningslejrU21-landsholdet tager tre debutanter med på træningslejr

Sammy Skytte fra Silkeborg er blandt de nye på U21-landsholdet, som i januar drager på træningslejr i Dubai.

storybild

Sammy Skytte har spillet seks kampe for Silkeborg i Superligaen dette efterår. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Det danske U21-landshold i fodbold drager i slutningen af januar til Dubai på træningslejr for at klargøre holdet til sommerens EM-slutrunde.

Her kan der blive debut til Silkeborgs midtbanespiller Sammy Skytte, Sønderjyske-angriberen Mikael Uhre samt HB Køge-målmanden Andreas Hansen.

Det fremgår af truppen på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside.

På træningslejren har landstræner Niels Frederiksen valgt en stor del af de spillere, som var med til at kvalificere holdet til sommerens slutrunde i Polen.

Landstræneren må dog se bort fra spillere i udenlandske klubber, hvilket betyder, at U21-landsholdets anfører, Lasse Vigen Christensen, ikke er med.

Til gengæld er Silkeborgs Sammy Skytte udtaget, selv om midtbanespilleren har været skadet en stor del af sæsonen. Han nåede at deltage i efterårets seks sidste superligarunder.

I front skal hurtige Mikael Uhre fra Sønderjyske forsøge at tilkæmpe sig spilletid.

På målmandsposten er HB Køges Andreas Hansen udtaget på bekostning af AGF'eren Thomas Hagelskjær, der gennem længere tid ellers har ageret backup for førstevalget Jeppe Højbjerg på U21-landsholdet.

Under opholdet i Dubai skal Niels Frederiksens mandskab op mod de to russiske ligaklubber Anzhi Makhachkala og FC Krasnodar.

FC Krasnodar ligger aktuelt nummer fem i Ruslands bedste fodboldrække og var mandag en af FC Københavns potentielle modstandere i lodtrækningen til Europa Leagues 16.-delsfinaler. Anzhi ligger nummer 11 i Rusland.

Her er den U21-landsholdstrup, som skal til Dubai fra 13.- til 23. januar:

* Målmænd: Jeppe Højbjerg (Esbjerg) og Andreas Hansen (HB Køge).

* Forsvarsspillere: Andreas Maxsø (FC Nordsjælland), Frederik Holst (Brøndby), Jakob Blåbjerg (AaB), Pascal Gregor (FC Nordsjælland), Patrick Banggaard (FC Midtjylland) og Rasmus Nissen (FC Midtjylland).

* Midtbanespillere: Andrew Hjulsager (Brøndby), Christian Nørgaard (Brøndby), Casper Nielsen (Esbjerg), Emiliano Marcondes (FC Nordsjælland), Mikkel Desler (OB), Mikkel Duelund (FC Midtjylland), Robert Skov (Silkeborg) og Sammy Skytte (Silkeborg).

* Angribere: Kasper Junker (AGF), Marcus Ingvartsen (FC Nordsjælland) og Mikael Uhre (Sønderjyske).

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx