30/09-17 00:13

Horsens-træner tænker ikke på top-6-plads i SuperligaenHorsens-træner tænker ikke på top-6-plads i Superligaen

Det er ikke et tema for AC Horsens at slutte i top-6 i Alka Superligaen, fastslår træner Bo Henriksen.

storybild

Randers. Kjartan Finnbogasons mål lige efter pausen var nok til at sikre AC Horsens en 1-0-sejr ude mod Randers FC i Alka Superligaen fredag aften.

Horsens har fokus på at undgå nedrykning i denne sæson, men sejren over Randers bringer klubben op på tredjepladsen.

Bo Henriksen er dog ikke interesseret i at snakke om at slutte i top-6 og ende i mesterskabsslutspillet.

- Vi skal sørge for at få så mange point som overhovedet muligt, så vi ikke kommer i nedrykningskampene igen. Det er det eneste, som jeg tænker på lige nu, siger Bo Henriksen.

- Jeg har prøvet at være der, og det kan jeg godt være foruden. Vi tænker ikke på top-6, fastslår han.

Matchvinderen, anfører Kjartan Finnbogason, skeler ligesom træneren heller ikke til holdets position i tabellen.

- Jeg vidste ikke engang, at vi var kommet op på tredjepladsen. Jeg tænker slet ikke sådan. Vi tager én kamp af gangen, siger Finnbogason og tilføjer:

- Vi har vist, at hvis kampen bliver spillet på vores præmisser, så kan vi slå alle. Hvis vi løber mere end de andre og kæmper, så kan det falde ud til vores fordel, og det gjorde det i dag.

Horsens har nu hentet 19 point efter 11 kampe og er dermed på kurs mod at nå pointmålet for sæsonen.

- Vi skal have 40 point efter 32 kampe, og hvis vi får det, tror jeg, at vi er i sikkerhed fra at ende blandt de sidste fire. Så vi mangler 21 point, fastslår Bo Henriksen.

Efter to ugers landskampspause får Horsens besøg af Hobro i næste runde af Alka Superligaen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx