Af Ritzau - 23/04-17 07:36

Valverde er i gang med ny belgisk superugeValverde er i gang med ny belgisk superuge

Alejandro Valverde har gjort det til en vane at lave topresultater i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege med sammenlagt otte sejre.

storybild

Alejandro Valverde vandt onsdag La Fleche Wallonne. Søndag gælder det Liege-Bastogne-Liege for den 36-årige spanier, der har vundet det belgiske cykelløb tre gange tidligere. (Billede: Scanpix/Philippe Lopez)

Cykelstjernen Alejandro Valverde (Movistar) kan noget helt særligt på de belgiske landeveje på netop dette tidspunkt af året.

Hvert år køres La Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege med fire dages mellemrum i Belgien, og ofte indtager den snart 37-årige spanier en hovedrolle i begge løb.

Onsdag kørte Valverde for femte gang først over målstregen i Fleche Wallonne, og den overbevisende sejr gør ham til storfavorit til en fjerde triumf søndag i Liege.

I Fleche Wallonne kunne Valverde på den afsluttende stigning, Mur de Huy, udnytte sin spidskompetence - spurten op ad en stejl stigning - til at køre fra samtlige konkurrenter.

Søndag skal spanieren bringe andre evner i spil, hvis han skal vinde det 53 kilometer længere Liege-Bastogne-Liege med en afslutning, der flader ud til sidst efter en bakketop.

Men det mestrer Valverde også, fortæller Eurosport-kommentator Thomas Bay.

- Han kan det hele og har alle kompetencer.

- Når afslutningen er op ad en stejl bakke, er han i særklasse. Men han kører også en formidabel enkeltstart, og han ville sågar kunne blande sig i en massespurt på flad vej.

- Han er en af de her irriterende typer for sine modstandere, fordi han kan det hele, siger Thomas Bay.

Mens det 205 kilometer lange Fleche Wallonne nærmest er skræddersyet til Valverde, så er Liege-Bastogne-Liege med sine 258 kilometer sværere at spå om.

- Det er et længere løb med længere stigninger undervejs, og der kan være folk, der vil forsøge at køre fra distancen.

- Rytterne vil også være hårdere ramt, når de kommer hen til målbakken, siger Thomas Bay.

- Hvis Valverde runder det sidste hjørne i en af de forreste positioner, så har han gode chancer for at vinde. Men at nå dertil er meget sværere, siger Thomas Bay.

Eurosport-kommentatoren tror, at mange af de konkurrerende hold vil skele til Valverde, når de lægger taktik.

- Det er et af problemerne ved at være så stor en favorit.

- De har ikke lyst til at spurte med ham i Liege. Der kan selvfølgelig være nogle få, der har en chance for at slå ham.

- Men mange ryttere og hold vil gøre meget for, at det ikke skal ske, siger Bay.

Efter onsdagens sejr i Fleche Wallonne lagde Valverde ikke skjul på, at han elsker at køre i Belgien på dette tidspunkt af året.

- Ardennerklassikerne er ruter, som jeg elsker. Jeg har det en lille smule, som om jeg er hjemme her, sagde han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx