Af Ritzau - 11/04-17 22:44

Juventus kører Barcelona over i CL-kvartfinaleJuventus kører Barcelona over i CL-kvartfinale

Juventus straffede Barcelona i de to klubbers første kvartfinalemøde i Champions League og vandt hjemme 3-0.

storybild

Paulo Dybala scorede to gange for Juventus, som tirsdag aften slog FC Barcelona 3-0 i klubbernes første kvartfinalemøde i Champions League. (Billede: Reuters/Stefano Rellandini)

Lørdag eftermiddag så det hele lyst ud for FC Barcelona.

Allerede tirsdag aften duftede sæsonen mere af en mulig fæl fiasko.

Her løb Barcelona-stjernerne ind i en afklapsning ude mod Juventus i de to klubbers første kvartfinalemøde i Champions League.

Juventus vandt på eget græs 3-0, og italienerne har dermed et solidt udgangspunkt inden returmødet i Spanien.

Nederlaget kom blot tre dage efter, at Barcelona i den hjemlige turnering tabte 0-2 ude til Malaga.

Det nederlag var også en slem bet for Lionel Messi og kompagni, da Real Madrid forinden havde sat point til mod Atlético Madrid.

Derfor kunne Barcelona inden Malaga-kampen selv afgøre det spanske mesterskab ved at vinde de resterende kampe.

Nu er man i stedet bagud med tre point for en kamp mere i Primera Division, mens man er i knæ i Champions League.

For Juventus var det derimod en kærkommen revanche for Champions League-finalen i 2015, hvor Barcelona dengang vandt 3-1.

Bolden er stadig rund, og Barcelona kan stadig ende med at triumfere både nationalt og internationalt i denne sæson, men det ligner en hakkende maskine.

Allerede efter fire minutter kom italienerne til en stor chance, da Gonzalo Higuain var tæt på at score.

Barcelona kom derimod famlende ud til kampen, og tre minutter senere gik det galt.

Juan Cuadrado fandt Paulo Dybala inde i feltet, og Dybala snurrede rundt og placerede bolden i det fjerneste hjørne til 1-0.

Kampen rummede også et møde mellem Dani Alves og brasilianerens tidligere holdkammerater fra Barcelona.

Efter at have vundet 19 titler med Barcelona skiftede Alves før sæsonen til Juventus, som på grønsværen fortsatte presset mod Barcelona.

Messi fandt dog Andrés Iniesta i det 21. minut med en smuk stikning, men Gianluigi Buffon fik akkurat reddet forsøget.

Minuttet efter gik det galt igen i den anden ende.

Mario Mandzukic drev bolden frem i venstre side og spillede den skråt tilbage til Dybala, der kontant hamrede bolden i mål til 2-0 med sin anden scoring.

Efter en halv time havde Messi bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for offside, og Barcelona formåede ikke at reducere i første halvleg.

Barcelona kom dog bedre ud efter pausen, og Messi forsøgte sig hurtigt, men bolden gik tæt forbi fjerneste stolpe.

Efter 55 minutter sparkede Juventus hjørnespark.

Javier Mascherano kunne ikke dæmme op for brølstærke Giorgio Chiellini, der pandede italienerne foran 3-0 på et hovedstød.

Der er returkamp 19. april.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx