Af Ritzau - 29/03-17 07:35

Frans Nielsens klub misser første slutspil i 27 årFrans Nielsens klub misser første slutspil i 27 år

Med seks grundspilskampe tilbage af sæsonen har Detroit Red Wings med Frans Nielsen udspillet sin rolle i NHL.

storybild

Frans Nielsen og Detroit har seks kampe tilbage af sæsonen. (Billede: Scanpix/Rick Osentoski)

Slutspillet i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL, bliver uden danskerklubben Detroit Red Wings.

Det står klart, efter at Frans Nielsens klub natten til onsdag tabte med 1-4 på udebane til Carolina Hurricanes.

Det er første gang siden 1989/1990-sæsonen, at Detroit Red Wings ikke kommer med i slutspillet.

- Det har været en flot stime, og alle dem, som har været en del af den, bør være stolte. Desværre er den slut nu, siger Detroit Red Wings-kaptajn Henrik Zetterberg, der selv har spillet for Detroit siden 2002, til nhl.com.

Siden stimen begyndte, har Detroit været en magtfaktor i NHL. I perioden på 27 år har klubben seks gange nået frem til finalen om Stanley Cup-trofæet, og fire af gangene endte det med en Detroit-triumf.

Da Frans Nielsen forud for denne sæson skiftede til Detroit, var det også med håbet om at kunne spille slutspilskampe, hvilket han kun få gange fik lov til i løbet af sine 10 sæsoner hos New York Islanders.

Nu må han i stedet nøjes med at fokusere på grundspillets sidste seks kampe, inden han mod sin vilje kan gå på tidlig sommerferie.

Hans landsmand Jannik Hansen ligner til gengæld en kommende slutspilsdeltager med San Jose Sharks.

Danskeren scorede åbningsmålet, da San Jose på hjemmebane vandt 5-4 over New York Rangers.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx