05/08-17 22:52; Opdateret: 05/08-17 23:26

Legendariske Bolt misser VM-guld - Gatlin triumfererLegendariske Bolt misser VM-guld - Gatlin triumferer

Amerikanske Justin Gatlin triumferede på 100 meter-finalen ved VM i London. Usain Bolt måtte nøjes med bronze.

storybild

Justin Gatlin vandt lørdag aften guld på 100 meter ved VM i London. Reuters/Toby Melville

London. Usain Bolt missede lørdag aften chancen for at vinde sin fjerde VM-guldmedalje på 100 meter i karrierens sidste løb på distancen.

Den jamaicanske sprinter måtte således nøjes med bronze i VM-finalen.

Justin Gatlin fra USA vandt guldmedaljen, da han i tiden 9,92 sekunder løb sine hurtigste 100 meter i sæsonen og sikrede sig førstepladsen.

Amerikanske Christian Coleman blev nummer to og tog VM-sølvet.

På VM-stadion i London var der lagt op til stor Bolt-fest med mange jamaicanerne på tribunen. Men festen blev altså ikke til noget, da det ikke lykkedes for Bolt at runde 100 meter-karrieren af med en guldmedalje.

Til gengæld kvitterede publikum med en pibekoncert ned mod vinderen Justin Gatlin, der tidligere i karrieren har været straffet for at bruge doping.

35-årige Justin Gatlin vandt guld på 100 meter og 200 meter ved VM i Helsinki tilbage i 2005. Han vandt også guld ved OL i 2004 i Athen.

En positiv dopingprøve i 2006 kostede Gatlin en fireårig karantæne fra atletikbanen, og han vendte derfor først tilbage i 2010.

I 2015 satte han karrierens bedste tid, der lød på 9,74 sekunder.

Usain Bolt løb lørdag aften - ligesom Gatlin - sin bedste tid i sæsonen. Men de 9,95 sekunder var langt fra Bolts tidligere styrke.

Den jamaicanske sprinterkonge, der har vundet VM-guld 11 gange, er indehaver af verdensrekorden på 100 meter, der lyder på 9,58 sekunder.

Bolt har på forhånd meldt ud, at VM i London bliver hans sidste mesterskab på topplan. Han slutter karrieren med tre VM-guldmedaljer på 100 meter.

Senere ved VM har han mulighed for at øge sin samlede VM-medaljesamling til 12 styk, når han lørdag 12. august løber 4x100 meter for Jamaica.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx