06/01-18 22:45

Durmisi og Simon Kjær scorer i målorgie i SevillaDurmisi og Simon Kjær scorer i målorgie i Sevilla

Riza Durmisi bragte Real Betis i front i 5-3-sejr over Sevilla, der havde Simon Kjær blandt målscorerne.

storybild

Riza Durmisi scorede til 3-2, da Real Betis lørdag slog Sevilla 4-3 i den spanske liga. Scanpix/Cristina Quicler / Arkiv

Sevilla. Landsholdsspillerne Riza Durmisi og Simon Kjær kom på måltavlen, da Real Betis mødte Sevilla i den bedste spanske fodboldrække.

Sejren endte hos Betis, der vandt lokalbraget mellem de to Sevilla-klubber med 5-3.

Venstrebacken Durmisi sendte Betis på kurs mod sejren, da han efter en times spil gjorde det til 3-2.

Danskeren var gået med frem i venstresiden, hvor han uhindret udnyttede den frie plads til at prikke et indlæg forbi hjemmeholdets målmand.

Simon Kjær havde kort før pausen udlignet til 2-2 for Sevilla med sit første ligamål siden klubskiftet fra tyrkiske Fenerbahce sidste år.

Midterforsvareren stod klar i straffesparksfeltet, da bolden blev slået ind over fra højresiden. Rafael Vazquez forlængede indlægget, og til sidst kastede danskeren sig efter bolden, der fløj i nettet.

Simon Kjær har en gang tidligere scoret for Sevilla. Det var i oktober, da holdet tabte 1-5 til Spartak Moskva i Champions League.

Betis blev lørdag aften belønnet for at være en anelse skarpere end Sevilla. Allerede i det første minut bragte Betis sig foran med 1-0, og efter et hurtigt modsvar fra Sevilla kom gæsterne på 2-1 midtvejs i første halvleg.

Efter at opgøret havde budt på to danske scoringer fra Kjær og Durmisi, gjorde Sergio Leon det til 4-2 til Betis, inden Clement Lenglet reducerede til 3-4 for Sevilla.

Seks minutter inde i overtiden cementerede Cristian Tello sejren for Betis med målet til 5-3 på et kontraangreb.

Sevilla indtager femtepladsen i Primera Division med 29 point for 18 kampe. Betis rykker med sejren op på ottendepladsen med 24 point.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx