Af Ritzau - 07/05-17 19:07

Silkeborg-træner: Overlevelse er en befrielseSilkeborg-træner: Overlevelse er en befrielse

Tredje gang var lykkens gang for Silkeborg, der sikrede sig Superliga-overlevelse med søndagens sejr over Aab.

storybild

Silkeborg-træner Peter Sørensen var en glad mand, da Silkeborg med en 1-0-sejr over AaB sikrede en ny sæson i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Silkeborg sikrede sig søndag eftermiddag endnu en sæson i Alka Superligaen, da Peter Sørensens tropper vandt 1-0 ude over AaB.

Sejren betyder, at Silkeborg slutter som vinder af sin pulje i nedrykningsspillet foran AaB, mens Viborg og AGF skal spille playoffkampe om nedrykning.

Silkeborg havde også i de to foregående runder muligheden for at sikre sig endelig overlevelse, men begge gange tabte holdet.

Derfor var der søndag maksimalt pres på Silkeborg, der med AGF’s sejr over Viborg skulle vinde i Aalborg for at undgå, at ende på en af de to nederste pladser i puljen.

Det var da også en lettet Silkeborg-træner, der efter sejren gjorde status.

- Når man har himlen inden for rækkevidde, er det selvfølgelig en stor befrielse at redde sig fra nedrykning. Det vil det være for et hvert oprykkerhold så tidligt, som det her er.

- Når det ikke lykkes igen og igen, kommer der selvfølgelig pres og nerver på. Det er en flot præstation at modstå det med så mange unge og uprøvede spillere, siger Peter Sørensen.

Træneren erkender, at Silkeborg-mandskabet havde haft det svært, hvis klubben skulle spille playoffkampe om nedrykning, hvilket var blevet tilfældet, hvis ikke det var blevet til sejr i Aalborg.

- Hvis ikke det havde været direkte i helvede, havde det været en skærsild at skulle igennem. Selv om vi ikke er himlen, er vi i hvert fald nærmere himlen end helvede i øjeblikket.

- Jeg kan mærke på min bestyrelse, at de er uendeligt forløste. Der er investeret mange penge i fremtiden, og der er nogle ting, som vi allerede nu kan planlægge frem mod næste sæson, siger Peter Sørensen.

Inden sæsonen er forbi for Silkeborg, så venter der kampe om en plads i europæisk fodbold. Her skal Peter Sørensens mandskab i første omgang med stor sandsynlighed møde OB over to kampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx