Af Ritzau - 30/01-17 18:46

Uefa-boss kræver tre VM-billetter mere til EuropaUefa-boss kræver tre VM-billetter mere til Europa

Europa kan se frem til at få flere deltagere med ved VM-slutrunderne fra og med 2026, lyder det fra Uefa-boss.

storybild

Uefa-præsident Aleksander Ceferin vil have mindst 16 europæiske hold med ved VM i 2026. (Billede: Scanpix/-)

Når VM i fodbold bliver udvidet til 48 hold i 2026, så skal Europa minimum have tre lande mere med end i dag.

Det mener Aleksander Ceferin, præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), der vil have 16 europæiske lande med i stedet for 13. Og gerne endnu flere.

- Kvaliteten befinder sig i Europa og Sydamerika. Vi kræver mindst 16 pladser, og det er i det værst tænkelige scenarie, siger Ceferin til den tyske avis Die Welt.

Det blev i januar besluttet af Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) at udvide verdensmesterskaberne i fodbold fra 32 til 48 hold i 2026.

Reinhard Grindel, der er chef i Det Tyske Fodboldforbund (DFB), er enig med Ceferin i, at 16 europæiske lande er et "absolut minimum" ud af de i alt 48 nationer.

Alle medlemmer - også de europæiske - i Fifa Council, som er det øverste beslutningsorgan i forbundet, stemte for forslaget om at sende flere hold til VM. Ceferin forklarer, at der ikke var nogen anden udvej.

- Uefa var det eneste forbund, som ikke ønskede VM-udvidelsen, men vi havde ikke en chance.

- Så vi besluttede, at vi nu vil kæmpe for så mange europæiske deltagere som muligt, siger Ceferin.

Europa har med 13 deltagende nationer haft flest VM-hold med de seneste mange gange.

Procentuelt har Sydamerika med fire eller oftest fem ud af kontinentets ti lande haft flest VM-deltagere.

Fifa-præsident Gianni Infantino ønsker, at Afrika og Asien bliver repræsenteret med flere nationer ved VM-slutrunderne.

Det ventes at blive endeligt afgjort ved en Fifa-kongres i Bahrain i maj, hvor mange deltagere der skal med fra de forskellige kontinenter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx