12/11-17 17:13; Opdateret: 12/11-17 18:47

Magnussen udgår på første omgang i BrasilienMagnussen udgår på første omgang i Brasilien

Haas-køreren Kevin Magnussen udgik efter mindre end en omgang af søndagens Formel 1-grandprix i Brasilien.

storybild

Haas-køreren Kevin Magnussen nåede ikke at køre en omgang i Brasilien, før han udgik efter et sammenstød. Scanpix/Grand Prix Photo

São Paolo. Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) udgik skuffende på første omgang af Formel 1-grandprixet i Brasilien, som blev vundet af tyskeren Sebastian Vettel (Ferrari).

Vettel vandt grandprixet foran finnerne Valtteri Bottas (Mercedes) og Kimi Räikkönen (Ferrari).

Men flottest var Mercedes-køreren Lewis Hamiltons avancement fra en placering som nummer 20 til nummer fire.

Englænderen, der allerede har vundet verdensmesterskabet, var tilmed tæt på at køre sig på podiet, men kunne ikke komme forbi Räikkönen.

Der var kaos fra begyndelsen i São Paulo, da starten gik, og i alt tre kørere - heriblandt Magnussen - måtte udgå.

Magnussen ramte Stoffel Vandoorne (McLaren), som også var i sammenstød med Daniel Ricciardo (Red Bull).

Vandoorne udgik ligesom Magnussen efter under en omgang på grund af sammenstødet, mens Ricciardo kunne køre videre.

Sammenstødet som involverede Vandoorne, Ricciardo og Magnussen vil blive undersøgt nærmere efter løbet, lyder meldingen fra løbsledelsen.

Her vil det blive fastslået, om Magnussen eller nogle af de andre involverede kørere havde skyld i uheldet.

En tredje kører udgik også på første omgang. Det var Esteban Ocon (Force India), som ikke kunne fortsætte efter et sammenstød med Romain Grosjean (Haas).

Grosjean var i stand til at køre videre, men Magnussens holdkammerat så ud til at have problemer efterfølgende og raslede ned som den sidste af de tilbageværende kørere.

Og det blev ikke bedre, da Grosjean senere fik en tidsstraf på ti sekunder for sammenstødet med Ocon.

Grosjean endte på en placering som nummer 16. Franskmanden var den sidste af de kørere, der gennemførte. Også Brendon Hartley (Toro Rosso) udgik.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx