12/01-18 13:11

Rieks skifter til de svenske mestre fra MalmøRieks skifter til de svenske mestre fra Malmø

Søren Rieks skal tørne ud for den svenske mesterklub, Malmö FF, og han håber på europæisk fodbold.

storybild

Danske Søren Rieks (til venstre) tager et skridt op i den bedste svenske række og skifter IFK Göteborg ud med mesterholdet Malmö FF. Scanpix/Liselotte Sabroe

Malmø. Den danske fodboldspiller Søren Rieks skifter fra IFK Göteborg til Malmö FF i den bedste svenske liga. Kontrakten løber til 2020, skriver den 30-årige danskers nye klub på sin hjemmeside.

Søren Rieks er glad for skiftet, og han mener, at han er kommet til en topklub.

- Rent sportsligt er det (Malmö FF, red.) noget af det bedste i Skandinavien, siger offensivspilleren til klubbens hjemmeside.

- I mine år i Sverige har Malmö FF ligget i toppen, spillet i Europa og næsten altid vundet titler. Jeg håber, at jeg kan fortsætte traditionen med at vinde titler og spille i Champions League, siger Rieks.

Malmö FF er blevet mester i Allsvenskan i de seneste to sæsoner, og Rieks bliver holdkammerat med Lasse Nielsen, der i disse dage er med ligalandsholdet i Abu Dhabi for at forsøge at spille sig ind i VM-varmen.

Søren Rieks skiftede i 2012 fra Esbjerg til hollandske NEC Nijmegen. Der blev han i to år, inden han tog til Sverige og IFK Göteborg i 2014.

Det blev til 117 kampe for IFK Göteborg, og Rieks har scoret 33 mål for klubben inden skiftet til Sydsverige.

Han står noteret for tre landskampe og en enkelt scoring i landsholdstrøjen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx