22/11-17 07:44; Opdateret: 22/11-17 16:45

Viktor Axelsen trækker sig med skade i lilletåenViktor Axelsen trækker sig med skade i lilletåen

Badmintonspilleren Viktor Axelsen kommer ikke deltage i denne uges Super Series-turnering i Hongkong.

storybild

Viktor Axelsen er skadet i lilletåen og ude af stand til at spille i denne uge. Scanpix/Stringer/arkiv

Kowloon. En infektion i lilletåen holder Viktor Axelsen ude af denne uges Super Series-turnering i Hongkong.

Verdensetteren i badminton har forsøgt at behandle tåen siden søndagens finalenederlag til Chen Long i Super Series Premier-turneringen China Open. Men uden held.

Axelsen forklarer på Instagram, at han var rejst til Hongkong for at spille, men ikke nåede at blive klar til kampen i første runde mod Kazumasa Sakai fra Japan.

- Hej gutter. Ikke gode nyheder her fra Hongkong da jeg ikke er i stand til at spille i aften på grund af en infektion i min højre lilletå, skriver Axelsen.

- Jeg har forsøgt at behandle den siden finalen i China Open, men det er umuligt for mig at have min fod i en sko uden at forårsage for meget smerte og gøre det værre.

- Forhåbentlig kan jeg komme over det og forberede mig godt til sæsonfinalerne i Dubai. Jeg er selvfølgelig meget skuffet, da jeg havde set frem til at spille i Hongkong i år, fortæller han.

Flere andre danskere har til gengæld været i aktion onsdag i første runde i Hong Kong Open.

Anders Antonsen vandt i herresingle 21-18, 21-10 over Jen Hao Hsu fra Taiwan.

Hans-Kristian Vittinghus røg ud efter et nederlag på 21-13, 17-21, 12-21 til kineseren Yuqi Shi, der er seedet som nummer seks i turneringen.

I damesingle tabte Mette Poulsen knebent med 19-21, 21-23 til inderen Saina Nehwal.

Line Kjærsfeldt gik heller ikke videre, da hun tabte 16-21, 8-21 til den tredjeseedede sydkoreaner, Ji Hyun Sung.

Også herredoublerne med Mathias Christiansen og David Daugaard samt Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen er færdige.

Bedre gik det for Mathias Boe og Carsten Mogensen, der er videre efter en sejr i tre sæt over et par fra Taiwan.

Damedoublen med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt 21-13, 21-16 over Nga Ting Yeung og Tsz Yau Ng fra Hongkong.

Mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen tabte 21-18, 19-21, 16-21 til Chi-Lin Wang og Chia Hsin Lee fra Taiwan.

Sara Thygesen havde ikke en god dag, da hun i damedouble med Maiken Fruergaard lidt senere tabte 21-15, 14-21, 21-23 til et fjerdeseedet japansk par.

Onsdagens største overraskelse - set med danske briller - stod herredoublen med Kim Astrup og Anders Rasmussen for, da duoen vandt 25-23, 21-16 over den tredjeseedede japanske duo, Takeshi Kamura og Keigo Sonoda.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx