31/10-17 18:21

Tottenham-træner tror på fit Kane mod Real MadridTottenham-træner tror på fit Kane mod Real Madrid

Mauricio Pochettino forventer, at Harry Kane er klar til kamp igen efter en lille skadespause.

storybild

Harry Kane (tv.) træner forud for Champions League-mødet mod Real Madrid, og det ser ud til, at Tottenham-topscoreren er klar igen efter en lille skadespause. Scanpix/John Sibley

London. Det kan meget vel være kampen om førstepladsen i Champions Leagues gruppe H, når Tottenham onsdag tager imod Real Madrid.

I jagten på gruppesejren er topscorer Harry Kane en vigtig mand for Tottenham, og efter en kort skadespause ser det ud til, at angriberen er klar igen.

London-klubbens manager, Mauricio Pochettino, håber i hvert fald på at kunne råde over Kane til kampen.

- Vi tror på det. Han er på listen. Måske kan han spille, men jeg vil ikke sige, det er 100 procent sikkert, lyder det fra Pochettino ifølge AFP.

- Han trænede i dag (tirsdag, red.), men det er vigtigt, at vi træffer den rigtige beslutning.

Kane måtte sidde ude i weekendens topkamp i Premier League mod Manchester United, og i hans fravær manglede Tottenham skarphed.

Det resulterede i et 0-1-nederlag.

Tottenham og Real Madrid topper gruppe H med syv point hver og helt identisk målscore. Senest blev det 1-1 mellem de to klubber på spansk grund.

Da Borussia Dortmund og Apoel samtidig begge står med blot ét point, peger pilen meget i retning af, at Real Madrid og Tottenham går videre fra gruppen.

Men kampen om førstepladsen i gruppen, og dermed et møde med en gruppetoer i ottendedelsfinalen, kan meget vel gå til vinderen af onsdagens kamp på Wembley.

- Det er en god mulighed og en stor udfordring. Jeg har troen på, at vi kan vinde. Jeg har tiltro til mine spillere, siger Mauricio Pochettino.

I den omvendte kamp på Bernabeu førte Tottenham 1-0 efter et selvmål af Raphaël Varane, men Cristiano Ronaldo udlignede på straffespark for de forsvarende Champions League-mestre.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx