15/10-17 14:01

Hobros ti mand redder sent point i HorsensHobros ti mand redder sent point i Horsens

Horsens måtte nøjes med 2-2 hjemme mod Hobro trods 83 minutter i overtal. Pål Kirkevold satte målrekord.

storybild

Horsens. Efter en yderst begivenhedsrig første halvleg, der bød på tre scoringer, en udvisning og en ny superligarekord, måtte Horsens og Hobro søndag tage til takke med et point hver, da holdene spillede 2-2 i Horsens.

Det kan Hobro-lejren være godt tilfreds med efter at have spillet 83 minutter i undertal. I det sidste ordinære spilleminut udlignede Björn Kopplin til 2-2.

Resultatet i 12. runde betyder, at Horsens er nummer fire i Alka Superligaen, mens Hobro er nummer fem.

Allerede efter syv minutters spil satte Hobros Rasmus Minor Petersen for alvor gang i begivenhederne, da han nedlagde Kjartan Finnbogason som sidste mand og fik rødt kort.

Horsens skulle ikke bruge mange minutter på at udnytte overtaget, da Jonas Thorsen fire minutter senere scorede til 1-0 efter et langt indkast og klumpspil i Hobro-feltet.

Efter en halv times spil tog Hobros Pål Alexander Kirkevold sagen i egen hånd og satte en ny superligarekord.

Nordmanden opsnappede en fejlaflevering og lavede et fremragende solomål, da han afdriblede Bubacarr Sanneh og kanonerede bolden op i nettaget til 1-1 fra en spids vinkel.

Det var niende superligakamp i streg, at Pål Alexander Kirkevold scorede, og det er han den første til at gøre nogensinde i Superligaen.

Det flotte mål og rekorden stjal dog ikke opmærksomheden særlig længe.

Fem minutter senere viste Horsens nemlig, at holdet er uhyggeligt farlige på dødbolde, da Bubacarr Sanneh steg til vejrs efter et hjørnespark og headede 2-1-føringen i mål fra det lille felt.

Anden halvleg var langt fra en ligeså stor oplevelse, som det var før pausen. Horsens kontrollerede og tog sig god tid om at udnytte dødbolde, mens Hobro havde svært ved at presse på med en mand i undertal.

Derfor lignede det længe en hjemmesejr, men et minut før tid snuppede Hobro alligevel et point, da Björn Kopplin var gået med frem fra sin back og udlignede til 2-2.

Horsens og Hobro skal næste gang på svære opgaver, når mandskaberne møder ligaens to tophold. Horsens skal et smut til FC Midtjylland, mens Hobro tager imod FC Nordsjælland.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx