Af Ritzau - 11/10-16 15:17

Sharapova slår Navratilova i showkamp i Las VegasSharapova slår Navratilova i showkamp i Las Vegas

Det blev til en sejr og et nederlag for Maria Sharapova, da hun deltog i to showkampe i USA.

storybild

Maria Sharapova var på tennisbanen igen, men kun i to opvisningskampe. (Billede: Scanpix/John Gurzinski)

Maria Sharapova var mandag for første gang tilbage på en tennisbane, siden russeren blev testet positiv for brug af det forbudte stof meldonium ved Australian Open i januar.

Den tidligere verdensetter spillede to opvisningskampe i Las Vegas i USA, hvor arrangørerne forsøgte at skrabe penge sammen til Elton John Aids Foundation.

Sharapova, som er røget ned som nummer 93 i verden, tabte sammen med sin 16-årige amerikanske doublemakker Taylor Johnson sin første kamp til legenden Martina Navratilova og Liezel Huber.

- Det er meget specielt at være tilbage på banen, siger Sharapova ifølge Reuters.

- Det er omkring syv måneder siden, jeg spillede foran tilskuere i et stadionmiljø. Jeg er selvfølgelig taknemmelig for invitationen og glad for at være en del af dette, siger hun.

Sharapovas karantæne blev i sidste uge nedsat fra to år til 15 måneder af Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Det betyder, at 29-årige Sharapova kan deltage i tennisturneringer igen i april - en måned før French Open.

- Det var en stor oplevelse for Taylor og også for mig. Jeg har ikke spillet i lang tid, så det gjaldt om at have det sjovt og få grinet lidt, siger Sharapova.

I kamp to i Las Vegas stillede Sharapova op med John McEnroe og slog Navratilova og Andy Roddick.

- Jeg vil forsøge at spille nogle flere opvisningskampe op til min første turnering i april.

- Jeg ved ikke, hvilke turneringer jeg stiller op i, men det er vigtigt for mig at få kamptræning. Det kan man ikke erstatte med noget andet.

- Jeg kan træne nok så meget, men det er ikke lige så godt som kamptræning, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx