02/12-17 14:09

VM-fløj har smidt omstridt pandebånd: Jeg føler mig trygVM-fløj har smidt omstridt pandebånd: Jeg føler mig tryg

Maria Fisker spiller nu uden det beskyttelsespandebånd, hun brugte i to år af frygt for en ny hjernerystelse.

storybild

Oldenburg. I de seneste to slutrunder med det danske landshold har håndboldspilleren Maria Fisker stillet op med et sort beskyttelsesbånd om sit hoved.

Båndet var en både fysisk og mental forsikring imod et nyt, skæbnesvangert uheld, som det hun oplevede i januar 2015, da en hjernerystelse gjorde hende ukampdygtig i et halvt år.

Men når Fisker lørdag aften løber på banen til VM-premieren mod Montenegro, er pandebåndet smidt væk.

Det samme er den nagende frygt for, at uheldet igen er ude.

- Det har været en lang proces for mig. Der har været mange personer inde over det, men jeg føler mig tryg, og jeg føler, jeg har mig selv med i det. Det er det vigtigste, siger Maria Fisker.

Også i klubkampene hjemme i Randers har landsholdsfløjen i denne sæson droppet beskyttelsen. Mest af alt har det været en mental overvindelse at gå barhovedet på banen.

- Der er mange, der har sagt til mig: "Jamen, der sker jo ikke noget."

- Jeg ved jo også, at jeg har lavet de bevægelser 100.000 gange, og der er kun sket uheld et par gange, så risikoen er ikke ret stor. Men det har været svært at få ind i mit hoved.

- Fysisk fejler mit hoved ingenting, så det er udelukkende noget mentalt, at man kan blive bange. Men jeg forsøger at lægge det væk, og jeg føler heller ikke, at jeg spiller med håndbremsen trukket, siger Maria Fisker.

Hovedbeklædningen fik stor opmærksomhed ved EM sidste år, hvor Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) ikke ville godkende hendes sædvanlige pandebånd.

Derfor måtte landsholdets fysioterapeut i gang med nål og tråd for at kreere en større og blødere løsning, som kunne slippe gennem kontrollen.

Fisker spillede resten af turneringen med den pølselignende anordning om hovedet, og hele balladen var barsk at komme igennem, husker hun.

- Det fjernede fokus fra det, det handlede om sidste år. Jeg glæder mig over, at det ikke skal fylde noget ved dette VM. Det var hverken kønt eller noget, det var bare forfærdeligt, griner hun.

Fisker og resten af det danske landshold møder Montenegro klokken 20.30.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx