Af Ritzau - 09/03-17 23:48

William Kvist: Vi gav Schöne for meget pladsWilliam Kvist: Vi gav Schöne for meget plads

Ajax kontrollerede kampen mod FCK, og det skyldtes Lasse Schönes kvaliteter på midtbanen, mener William Kvist.

storybild

FC Københavns William Kvist (til højre) i kamp mod Ajax-spilleren Lasse Schöne torsdag aften. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

FC København-spillerne kunne juble over en hårdt tilkæmpet 2-1-sejr hjemme over Ajax i det første af to opgør i Europa Leagues ottendedelsfinaler.

Alligevel var københavnernes William Kvist utilfreds efter kampen, fordi han mente, at især Ajax-spilleren Lasse Schöne havde bolden alt for meget.

- Lasse Schöne fik for meget plads, i forhold til hvad vi havde talt om på forhånd. Og så er han jo bare en fantastisk fodboldspiller, det kan man tydeligt se, siger Kvist om sin landsmand.

Kvist havde også positive kommentarer om den anden Ajax-dansker, Kasper Dolberg, der noterede sig for hollændernes 1-1-mål.

- Dolberg havde måske ikke bolden så meget. Men han scorede alligevel det mål, der er vigtigt for dem, og han var en god spilstation for dem, siger Kvist.

FCK's rutinerede midtbaneslider fik lov til at løbe mere efter bolden mod Ajax, end han normalt gør i den danske Superliga.

- Jeg har lidt krampe i læggene nu. Det var en hård kamp. Der blev løbet meget og fightet meget.

- Vi er tilfredse med at vinde chancestatistikken og at vinde 2-1. De havde flere pasninger og mere boldbesiddelse end os.

- Og de kontrollerede nok også kampen i lidt længere perioder, end vi gerne ville have haft dem til at gøre.

- Ajax-spillerne er enormt dygtige på bolden, og de er gode til at spille sig ud af problemerne.

- Hvis vi havde været lidt skarpere og lidt mere heldige i vores presspil, så havde de nok haft det lidt sværere. Så det er noget af det, vi vil kigge på, så vi kan gøre det bedre næste gang, siger Kvist.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx