Af Ritzau - 09/03-17 08:31

Morten Bruun: FC København er i topform før Ajax-bragMorten Bruun: FC København er i topform før Ajax-brag

FC København kan komme længere end til Amsterdam i Europa League, vurderer fodboldkommentator.

storybild

FC København jubler i Telia-Parken efter 0-0 kampen mod bulgarske Ludogorets. Samlet endte det med en 2-1-sejr til FCK. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Mens FC København er på toppen, halter hollandske Ajax Amsterdam bagefter, inden holdene torsdag tørner sammen i Telia Parken til den første af to kampe i ottendedelsfinalerne i Europa League.

Sådan lyder ekspertvurderingen fra Morten Bruun, Discovery-fodboldkommentator, forud for kampen. Han er optimistisk på københavnernes vegne.

- Lige nu peaker FCK. Det er det, der gør, at jeg har en fornemmelse af, at de kan slå hollænderne ud. Ståle Solbakken formår virkelig at få det maksimale ud af de spillere, han har til rådighed.

- Det hold, som Ajax har sammensat, vil folk i Ajax nok sige ikke helt har nået sit fulde potentiale, vurderer Morten Bruun.

Selv om kommentatoren vurderer, at niveauet i den hollandske Æresdivision er bedre end den danske Superliga, mener han ikke, at det bliver et problem for FCK at følge med.

- Det er rimeligt at sige, at det er et meget åbent opgør mellem FC København og Ajax. Det er det, fordi FC København er et unikt hold efter dansk målestok, siger han.

Det er første gang i historien, at FCK har spillet sig i ottendedelsfinalerne i Europa League. Men hvis klubben skal opnå sin bedste europæiske sæson, skal Ajax sendes ud, mener Morten Bruun.

- Det er en god europæisk sæson for FC København i kraft af, at de var i gruppespillet i Champions League for fjerde gang og gjorde det så godt, siger han og tilføjer:

- Men hvis man skal lægge yderligere på og tale om den bedste europæiske sæson nogensinde, bliver de nødt til at slå Ajax ud.

Roma, Lyon og Manchester United er de klubber, der vil være markant overlegne overfor FCK, vurderer Morten Bruun.

Men på trods af det er københavnernes chancer gode. Ifølge kommentatoren behøver FC Københavns europæiske eventyr ikke at slutte i næste uge, hvor der spilles returkamp i Amsterdam. Eller i kvartfinalen for den sags skyld.

- Jeg tror trods alt ikke, at FCK vinder Europa League. Men jeg har en fornemmelse af, at det heller ikke behøver at slutte for FC København i kvartfinalen, siger han.

Kampen går i gang klokken 19 torsdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx