Af Ritzau - 06/03-17 13:26

Fremskudt jobstart overrasker Nikolaj JacobsenFremskudt jobstart overrasker Nikolaj Jacobsen

Nikolaj Jacobsen kalder det naturligt, men uventet, at han med øjeblikkelig virkning bliver dansk landstræner.

storybild

Nikolaj Jacobsen er ny dansk landstræner. Han skulle egentlig først være tiltrådt 1. august. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Det kommer bag på Danmarks landstræner i herrehåndbold, Nikolaj Jacobsen, at han allerede mandag officielt blev Danmarks nye landstræner, hvilket han efter den oprindelige plan først skulle være fra 1. august.

Tidligere landstræner Gudmundur Gudmundsson er trådt tilbage fem måneder før planlagt, og det giver Nikolaj Jacobsen bedre vilkår til at forberede sig til EM i Kroatien til januar.

- Det er meget naturligt, at den nye mand tager over, når han nu alligevel står klar i kulissen. Jeg havde dog ikke lige set den komme, at det allerede skulle være nu, men et eller andet sted synes jeg, at det er meget naturligt, siger Nikolaj Jacobsen til TV2 Sport.

- Det betyder jo i hvert fald, at jeg har to samlinger à en uges varighed, som gør, at vi får to uger mere frem mod EM i Kroatien, hvor jeg oprindeligt kun ville have haft én uges optakt, siger han.

Nikolaj Jacobsen står sideløbende med landsholdet også i spidsen for Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen.

Landsholdet spiller i maj og juni i alt fire EM-kvalifikationskampe.

Den mangeårige landsholdsspiller Kasper Søndergaard kan også se fordelen i, at det er den kommende slutrundetræner, som også skal føre Danmark igennem kvalifikationen.

- Det er en stor fordel for både Nikolaj Jacobsen og landsholdet, siger Kasper Søndergaard til DR.

- Nu kan vi lære hinanden at kende og lære spilsystemet at kende. Jeg tror, at Nikolaj er rigtig glad for det her, og jeg tror, at holdet bliver glade for at få nogle ekstra træninger med en ny, spændende træner.

Gudmundur Gudmundsson nåede at være dansk landstræner i næsten tre år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx