Af Lasse Vøge - 08/10-17 09:24

Christian Eriksen er forbandet træt af det hele: Det skal være slut med kedelige somre!Christian Eriksen er forbandet træt af det hele: Det skal være slut med kedelige somre!

Åge Hareide tøver ikke med at melde det danske landshold helt klar til VM-gyseren mod Rumænien.

storybild

Christian Eriksen VIL med til VM. (Billede: Martin Sylvest)

Mens en flok duer flaksede forvirrede rundt under Parkens udrullede tag, marcherede landstræner Åge Hareide ind i presselokalet øverst i nationalarenaens ene hjørne. Danskerne har lært den milde nordmand at kende som en træner, der gerne lader sin høje latter gjalde eller folder det afvæbnende store smil ud.

Men lørdag eftermiddag var der skruet lidt ned for hyggen – til gengæld var der ildebrand i øjnene på nordmanden, der præsenterede sig stålfast og meget fokuseret. Forståeligt, for han er kun 90 minutter fra sit svendestykke som dansk landstræner.

En sejr over Rumænien søndag aften udløser i bedste fald en billet til sommerens VM-slutrunde i Rusland, og som minimum sikrer en sejr to playoffkampe i november – sandsynligvis med Danmark som seedet nation. Uafgjort rækker sikkert også til playoff-kampe, mens et nederlag vil være problematisk.

Det er de klare betingelser, som Hareide sender sine udvalgte ud til søndag aften klokken 18. En stor udfordring, erkender han. Men også en udfordring, Danmark er klar til – det slog landstræneren igen og igen fast.

»Vi er klar til denne sidste kvalifikationskamp, som selvfølgelig er et vigtigt og vitalt opgør for os – på så mange måder.«

»Vi er tæt på at sikre os den andenplads, som minimum vil give os to meget spændende opgør i november. Og så må vi vente at se, hvad der sker i Warszawa søndag aften (i aften, red.). Men alt ser virkelig godt ud for os – og vi er klar til denne kamp,« gentog Åge Hareide.

Landstræneren ville på pressemødet helst undgå at bruge tid på søndagens modstander, Rumænien, der kommer til København med en ny landstræner, men uden noget afgørende at spille for. Hareide understregede, at alle rumænerne var individuelt meget dygtige – men nordmandens fokus før skæbnekampen ligger udelukkende på det danske landshold.

»Vi bliver nødt til at stole på os selv og have tillid til den kvalitet, vi har som hold – og som vores individuelle spillere har. Og så handler det bare om at gå ud på den bane og levere igen. Jeg er sikker på, at drengene vil arbejde hårdt og gøre deres ypperste – og så er det op til os. Det her er kun op til os selv,« fastslog landstræneren, som i de seneste kampe har haft held til at ryste modstanderne med en mere direkte og simpel tilgang.

»Det er blevet vores store styrke nu – vi skal kigge på os selv, og derigennem forsøge at præstere resultater.«

Ved siden af Hareide sad Danmarks store stjerne i denne kvalifikation – Christian Eriksen. Han havde også allerede fundet kampfjæset frem. Han er træt af at misse slutrunder – så denne gang skal det lykkes.

»Det vil betyde utrolig meget for mig. Personligt vil det være rigtig dejligt at være tilbage på den scene, hvor det virkelig gælder, og hvor man bliver husket som land og som spiller. Danmark var blevet vant til at være til slutrunder, men det har vi så ikke været på det seneste, og det har da været nogle kedelige somre, for at være helt ærlig. Det skal vi have lavet om, og det har vi nu chancen for,« sagde Eriksen.

Satser på stor fest

Og selv om 25-årige Christian Eriksen normalt har hjemmebane på selveste Wembley og på ugentlig basis har Champions League-kampe på menuen, kilder søndagens skæbnekamp lidt ekstra i fynboens mave.

»Det betyder altid noget ekstra, når man har en rød trøje på og går ind på det danske nationalstadion. Jeg har prøvet det før, og det er altid specielt. Der har både været negative og positive oplevelser. I morgen (søndag aften, red.) bliver det forhåbentlig positivt, og vi satser på, at der bliver stor fest i morgen aften.«

Åge Hareide kunne fra sin stol i presselokalet kigge ud over Parkens helt skriggrønne, nylagte græstæppe, som de førnævnte duer nu gik og pirkede i. Men da snakken faldt på underlaget, nøjedes landstræneren med igen at messe dagens mantra - 'Vi er klar - lige meget hvad der sker'.

»Det er lige meget, om det er en god eller dårlig bane, så går vi ud og gøre vores ting. Vi bruger mindst mulig tid på alt andet end fodbold,« lød slutreplikken fra en landstræner, der altså melder sig klar – og lidt til – til aftenens skæbnekamp.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx