Af Ritzau - 03/01-17 16:31

DIF-formand ser ikke e-sport som idrætDIF-formand ser ikke e-sport som idræt

E-sport bliver ikke optaget under Danmarks Idrætsforbund lige foreløbig, lyder det fra formand Niels Nygaard.

storybild

Niels Nygaard, formand for DIF, mener ikke, at computerspil kan anses for at være en idræt. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

E-sport er en forretning i kraftig vækst, og fodboldklubber er eksempelvis begyndt at skrive kontrakter med spillere, der har specialiseret sig i computerspillet Fifa.

Senest gik fodboldklubben FC København tirsdag ind i e-sport, da man offentliggjorde, at klubben i samarbejde med Nordisk Film havde oprettet en e-sport-organisation under navnet North.

Med millioninvesteringen håber FCK at komme med på den bølge, der for tiden er i gang med at gøre e-sport som sportsgren til en økonomisk gunstig forretning.

Hos Danmarks Idrætsforbund (DIF) har man dog ingen planer om at blåstemple e-sport som en idrætsgren lige nu.

- Vi anser fortsat ikke e-sport for at være en idræt i den betydning, som vi bruger begrebet, lyder det fra DIF-formand Niels Nygaard til DR.

For at det skal være en idræt, mener formanden, at der skal være mere fysisk aktivitet forbundet med udøvelsen.

- En decideret optagelse i Danmarks Idrætsforbund er ikke aktuelt på nuværende tidspunkt, siger han.

- For at blive optaget som medlem i DIF skal man dyrke en idrætsaktivitet, og at sidde og taste på nogle tangenter er efter vores opfattelse ikke en decideret idrætsaktivitet.

Fra Esport Danmark, forbundet for e-sports-foreningerne, lyder det ellers, at man gerne vil ind under DIF - blandt andet for at få del i de tipsmidler, som DIF hvert år står for uddelingen af.

Niels Nygaard vil ikke afvise, at e-sport på sigt kan komme ind under DIF.

Men ud over at det vil kræve en ændring af holdningen fra DIF til den fysiske udøvelse, så blokerer også organiseringen af e-sport lige nu for optagelse.

- De konkurrencer, man deltager i, skal som udgangspunkt være udbudt af organisationer, som også er demokratiske. I dag er e-sporten præget af, at det er kommercielle, der udbyder konkurrencerne, siger Nygaard til DR.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx