08/08-17 23:19

Sara Slott er dybt rystet efter tidlig VM-exit i LondonSara Slott er dybt rystet efter tidlig VM-exit i London

Den danske OL-sølvvinder kiksede sin første hæk i VM-semifinalen, og hun er meget skuffet over sit løb.

storybild

London. Alt gik galt for Sara Slott Petersen, da hun tirsdag aften røg ud i semifinalen på 400 meter hæk ved VM i atletik i London.

Den danske europamester og OL-sølvvinder kom over målstregen som nummer fem i det andet af tre semifinaleheat.

Selv om hun blev rykket op som nummer fire efter en diskvalifikation, var det ikke nok til at komme i finalen.

Sara Slott Petersens tid på 55,45 sekunder var 12 hundrededele dårligere end briten Eilidh Doyles tid, der udløste den ottende og sidste finaleplads.

- Jeg må indrømme, jeg er dybt rystet. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig. Jeg ved slet, hvad der gik galt, siger Sara Slott Petersen til DR.

Danskeren mener, at en dårlig start på semifinalen blev dyr.

- Jeg kikser min første hæk på det forkerte ben. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det er aldrig sket før. Allerede der ved jeg, at løbet er kørt.

- Jeg prøver så alt, hvad jeg kan, men det koster alt for mange kræfter at rette op på det. Jeg er bare så skuffet, siger Sara Slott Petersen.

Hendes tid i semifinalen var 90 hundrededele dårligere end hendes bedste tid i år.

Sara Slott Petersens danske rekord lyder på 53,55 sekunder, en tid hun satte i OL-finalen i Rio sidste år.

Den 30-årige dansker blev nummer fire ved det seneste VM, der blev afholdt for to år siden i Beijing.

Sidste år blev hun nummer to ved OL i Rio.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx