Af Ritzau - 02/06-17 10:48; Opdateret: 02/06-17 11:40

Kasper Schmeichel er ude mod Tyskland og KasakhstanKasper Schmeichel er ude mod Tyskland og Kasakhstan

På grund af en lårskade kommer Kasper Schmeichel ikke til at spille mod Tyskland og Kasakhstan.

storybild

Kasper Schmeichel må melde afbud til de forestående landskampe. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Fodboldlandsholdets sædvanlige førstemålmand, Kasper Schmeichel, kommer på grund af en skade ikke til at vogte målet i Danmarks forestående to landskampe.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) til Ritzau forud for fredagens træning i Brøndby.

Leicester-målmanden går glip af tirsdagens testkamp på Brøndby Stadion mod Tyskland og derefter VM-kvalifikationskampen i Kasakhstan lørdag 10. juni.

Det er en lårskade, som forhindrer Schmeichel i at deltage i kampene.

- Han mærker noget i forlåret, når han sparker til bolden, siger landstræner Åge Hareide.

Schmeichels skade er ikke alvorlig, men landstræneren ønsker ikke at medbringe usikkerhed om målmandssituationen i flyvemaskinen til den meget vigtige kamp i Kasakhstan.

- Vi har brug for at have friske spillere med os, vi kan ikke vente på en usikkerhed og ikke vide, om man kan eller ikke kan. Det er ikke fair over for holdet, over for Frederik Rønnow og de andre målmænd.

- Jeg vil have klarhed nu, så vi kan have fokus på Kasakhstan-kampen, hvilket er det allervigtigste, siger landstræneren.

Brøndby-målmand Frederik Rønnow vikarierede sidste efterår for en også dengang skadet Kasper Schmeichel i VM-kvalifikationskampene mod Armenien og Kasakhstan.

- Frederik stod meget godt både mod Armenien og Kasakhstan, og han har også været dygtig for Brøndby.

- Så Frederik har vist, at han har niveauet til at stå på det danske landshold.

Spørgsmål: Betyder det, at han som udgangspunkt er førstevalg nu?

- I udgangspunktet er han det. Så har vi også Jesper Hansen med, og jeg udtager en tredje målmand efter træningen, siger Åge Hareide.

Nordmanden oplyser, at han forventer at udtage Utrecht-målmand David Jensen.

Hverken David Jensen eller Lyngby-målmand Jesper Hansen er noteret for A-landskampe, mens Frederik Rønnow har stået på mål fire gange for A-landsholdet.

Kasper Schmeichel var til stede fredag i Brøndby, men ønskede ikke at udtale sig.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx