Af Ritzau - 22/01-17 19:10

Mikkel Hansen: Vi ramte aldrig topniveauMikkel Hansen: Vi ramte aldrig topniveau

Danmark afleverede et dårligt indtryk ved VM, og kampen mod Ungarn overskygger det hele, mener Mikkel Hansen.

storybild

Mikkel Hansen er utilfreds med det spillemæssige indtryk, Danmark har afleveret ved VM. (Billede: Reuters/Robert Pratta)

Håndboldlandsholdet nåede aldrig i nærheden af topniveauet, og derfor røg holdet overraskende tidligt ud af VM med 25-27-nederlaget til Ungarn i ottendedelsfinalen.

Sådan lyder det fra Mikkel Hansen, der ikke har mange pæne ord at sige om sit holds indsats mod de undertippede ungarere.

- Det er selvfølgelig hårdt, men hvis vi ikke spiller på et højere niveau end det her, så kan vi heller ikke regne med at vinde. Heller ikke over et hold som Ungarn.

- Det virkede, som om vi var et halvt skridt bagefter fra start. Men det var ikke det, der gjorde, at vi tabte kampen. Vi var jo kun nede med et mål ved pausen.

- Vi begik bare for mange fejl og brændte enormt mange chancer. Det er der ikke plads til, siger Mikkel Hansen.

Kampen mod Ungarn kommer i hans øjne til at stå som symbolet på et VM, hvor holdet aldrig for alvor har fundet tilbage til tidligere tiders styrke.

- Vi har ikke haft en kamp, hvor vi har brændt helt igennem. Første kamp mod Argentina vandt vi på en billig baggrund mod en dårlig modstander. Mod Sverige spillede vi heller ikke særlig godt, konstaterer Mikkel Hansen.

- Men kampen mod Ungarn overskygger jo alt. Jeg havde været bedøvende ligeglad med de andre kampe, hvis vi havde vundet ottendedelsfinalen.

- Når man taber den vigtigste kamp, man spiller hernede, så er det selvfølgelig den, der betyder noget. Derfor tager vi alle herfra med et dårligt indtryk af vores turnering, lyder det fra Hansen.

Med sine 26 mål slutter han som dansk topscorer ved VM.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx