10/04-18 13:12

Fodboldkvinder hjalp Lorentzen i forhandlinger med DBUFodboldkvinder hjalp Lorentzen i forhandlinger med DBU

Kasper Lorentzens arbejdsskadesag har fundet sin afslutning, og han kan blandt andre takke kvindelandsholdet.

storybild

Kasper Lorentzen stoppede fodboldkarrieren som 29-årig på grund af en skade. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv

København. Det er godt og vel fem år siden, at Kasper Lorentzen på en ligalandsholdstur pådrog sig en skade, der endte med at koste ham fodboldkarrieren.

Nu har Lorentzens arbejdsskadesag langt om længe fundet sin afslutning.

I forbindelse med forhandlingerne af den kollektive landsholdsaftale, Spillerforeningen indgik med Dansk Boldspil-Union (DBU) sidste år, sørgede fodboldkvinderne for, at DBU trak Lorentzens ankesag tilbage.

På det tidspunkt var der seks verserende sager for spillere, der var blevet skadet i landsholdsregi.

De seks spillere var Janni Arnth, Simone Boye, Maria Lindblad Christensen, Line S. Jensen, Mie Leth Jans og altså Lorentzen.

Som en del af forhandlingerne accepterede DBU, at der var tale om skader, der skal dækkes af den lovpligtige arbejdsskadeforsikring.

I Lorentzens tilfælde betød det, at DBU trak en ankesag tilbage, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om, at DBU var arbejdsgiver for Lorentzen på ligalandsholdsturen, stod ved magt.

Dermed var sidste hurdle væk, og Arbejdsmarkeds Erhvervssikring kunne nu hurtigt bedømme Kasper Lorentzens méngrad og tab af erhvervsevne.

Det betyder meget for den tidligere professionelle fodboldspiller, fortæller han i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen.

- Jeg troede ikke på det, da jeg fik det at vide. "Det er for godt til at være sandt", tænkte jeg. Så det var en overvældende følelse, da det gik op for mig, at det var sandt.

- Og det var ikke kun fordi, at det endelig gik min vej. Det var også fordi, jeg oplevede, hvordan vi spillere står sammen. Jeg blev paf og fik en klump i halsen. Jeg blev sgu helt rørt, fortæller Lorentzen.

Arbejdsskadeforsikringen har sikret den tidligere ligalandsholdsspiller et økonomisk afkast.

Lorentzen har fået konstateret en méngrad på otte procent, hvilket svarer til 67.320 kroner, mens han er blevet tilkendt tab af erhvervsevne på 70 procent.

- Jeg ved godt, at der var fem kvindelige spillere, der var fanget i stort set samme situation som mig, og at de ikke udelukkende har tænkt: "vi skal redde Kasper". Men det betyder alligevel noget, siger han.

På A-landsholdet spillede Lorentzen i alt seks kampe og scorede et mål i perioden fra 2010 til 2012.

DBU bekræfter, at Lorentzens ankesag blev droppet, og at han fik penge af unionens forsikringsselskab, men har ikke yderligere at tilføje.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Madsens ven var med til at bygge...
bt.dk
Sophie Løhde om forhandlinger: 'Det...
bt.dk
Amerikansk seriemorder anholdt
bt.dk
Kongehusekspert om prins Nikolais nye...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx