06/09-17 07:58; Opdateret: 06/09-17 13:31

DIF og Team Danmark støtter DBU i konfliktDIF og Team Danmark støtter DBU i konflikt

Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark mener ligesom DBU, at spillere ikke er lønmodtagere på landsholdet.

storybild

København. Tirsdag aften kom det frem, at forhandlingerne om en landsholdsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) på den ene side og kvindelandsholdet og U21-landsholdet på den anden side er gået i hårdknude.

Ifølge DBU er et af kravene fra Spillerforeningen, der repræsenterer spillerne, at spillerne skal ses som arbejdstagere i landsholdsregi, mens DBU er arbejdsgiver.

Det er DBU uenig i, og fodboldunionen får støtte fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og eliteorganisationen Team Danmark.

DIF-direktør Morten Mølholm Hansen understreger i en pressemeddelelse, at DIF ikke ønsker at blande sig i de enkelte forhold, der skal forhandles i den kommende landsholdsaftale.

- Men i forhold til om landsholdsspillere skal karakteriseres som arbejdstagere, så er vi inde og røre ved noget helt principielt for os og vores forbund.

- Spillere er og skal være ansat i klubberne. Det er dér, de har deres daglige tilhørsforhold. De skal ikke være ansat to steder, og man kan ikke sidestille at være udtaget til et landshold med et klassisk arbejdstager/-giver-forhold.

- At spille for landsholdet er et tilbud til nogle få udvalgte om at repræsentere de rødhvide farver, og det kan ikke sidestilles med en spillers tilknytning til en klub. Det gælder i forhold til DBU og i forhold til vores andre specialforbund, siger Morten Mølholm Hansen.

Samme toner kommer fra Team Danmark-direktør Lone Hansen.

- Det er en ære at repræsentere sit land gennem sin idræt. Der kan udmærket være nogle belønningsmekanismer ved at præstere på verdensklasseniveau, men det skal ikke være det, der driver motivationen.

- Det er ikke en ny diskussion, hvorvidt man bliver arbejdstager af at være på et landshold, men det er principielt for dansk eliteidræt, at atleter ikke er i et ansættelsesforhold med deres specialforbund.

- Det vil have store konsekvenser for den succesrige model, vi har udviklet for dansk eliteidræt, hvis specialforbundene skal til at være arbejdsgivere for de bedste atleter, siger Lone Hansen.

Den nuværende aftale for de to landshold udløb tirsdag ved midnatstid.

I 2015 blev herrelandsholdets aftale forhandlet på plads, men det var også efter langvarige forhandlinger, hvor der blev truet med strejke, fordi DBU og Spillerforeningen slet ikke kunne finde fælles fodslag.

Næste år udløber aftalen mellem DBU og Spillerforeningen omkring herrelandsholdet, så der skal man igen til forhandlingsbordet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx