11/05-18 18:35

Genfødt skarpskytte bomber ishockeymænd mod ny VM-triumfGenfødt skarpskytte bomber ishockeymænd mod ny VM-triumf

En veloplagt Nicklas Jensen og et powerplay i høj klasse gav Danmark en sikker 3-0-sejr i nordisk VM-derby.

storybild

Herning. Det danske ishockeylandshold fortsætter med at imponere ved VM foran eget publikum.

Som en perfekt opfølgning på choksejren over Finland, tog Danmark en stensikker sejr over den gamle ærkerival Norge, som blev slået med 3-0 fredag eftermiddag.

Et dansk overtalsspil af højeste kaliber og en Nicklas Jensen, der endelig viste sin velkendte målfarlighed, var nøglerne til sejren, der bringer Danmark op på otte point for fem kampe i gruppen.

Tilskuerne i en fuldsat Boxen havde en fest og sejlede op ad åen, mens hjemmeholdet kørte de tre point i hus uden helt at nå samme høje niveau som mod Finland.

Mindre kunne også gøre det, for modstanderen var en anden, og et afbudsramt norsk landshold er langt fra finnernes klasse.

Alligevel fik Danmark en halvskidt start med unødvendige pucktab i egen zone, hvor spillerne forsømte at spille simpelt.

Som første periode skred frem, blev det dog væsentlig bedre, og der lød et lettelsens brøl, da Nicklas Jensen bragte Danmark foran i powerplay med 47 sekunder tilbage af perioden.

Jensen, der er udstyret med både målnæse og et usædvanligt hårdt skud, har tidligere ved VM forsøgt sig utallige gange uden held. Men da han først fik hul, blev der åbnet for alvor.

Forwarden fra Jokerit tegnede sig nemlig også for 2-0-scoringen, der var tæt på at være en tro kopi af det første mål.

Mens Patrick Russell tog målmandens udsyn, fik Nicklas Jensen lov til at komme tæt på mål, og med endnu et drøn bragte han danskerne to mål i front.

Det udviklede sig efterhånden til en kamp, der til fulde demonstrerede, at det danske hold har fået virkelig godt fat i det vigtige overtalsspil.

Da Frederik Storm godt midtvejs i kampen udnyttede Mikkel Bødkers snu tværpasning til at score til 3-0, var det en gentagelse af opspillet, der førte til Nichlas Hardts sejrsmål mod Finland.

Det bragte Danmark op på en samlet succesrate i nærheden 40 procent i powerplay, noget af en forbedring i forhold til de 12 procent ved VM sidste år.

Med den sikre føring i ryggen, kunne danskerne tillade sig at tage det lidt roligt i kampens sidste tredjedel.

Norge kom bedre med i fem-mod-fem-spillet, og Frederik Andersen i målet fik lidt at se til.

Samtidig fik landstræner Jan Karlsson delt istiden bredt ud, for der var al mulig grund til at spare på kræfterne.

Næste kamp venter nemlig allerede lørdag eftermiddag, hvor Danmark skal møde gruppens bundprop, Sydkorea.

Med de forventede tre point kan holdet tangere de 11 point, der er dansk rekordhøst, siden det nuværende turneringsformat blev introduceret.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Handelskrig afblæst: Kina lover at...
bt.dk
Efter dommen: Det skal der ske med...
bt.dk
Tv-kendis skal skilles: 'Det kommer...
bt.dk
Kongehuset deler eksklusivt foto fra...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx