Af Ritzau - 06/03-17 23:50

Ståle: Bendtner er den største handel i norsk fodboldStåle: Bendtner er den største handel i norsk fodbold

Nicklas Bendtner er den største profil, der nogensinde er blevet hentet til Norge, mener Ståle Solbakken.

storybild

Nicklas Bendtner skal fremover score sine mål for Rosenborg i den norske liga. (arkiv) (Billede: Reuters/Lee Smith)

Med indkøbet af Nicklas Bendtner har Rosenborg lavet den mest opsigtsvækkende handel nogensinde i norsk fodbold.

Det mener FC Københavns norske cheftræner, Ståle Solbakken, efter at Rosenborg mandag har fået Bendtners underskrift på en treårig aftale.

- Jeg tror, man kan sige, at det er den største profil, der er blevet hentet til Eliteserien. Profilmæssigt og mediemæssigt er han den største tilgang, siger Ståle Solbakken til vg.no.

I sidste sæson havde en anden norsk klub, Molde, den prominente islænding Eidur Gudjohnsen i truppen, men i Solbakkens øjne er Bendtner-handlen større.

Det skyldes, at Gudjohnsen sidste år var 37 år og tæt på afslutningen af sin karriere, mens der i princippet burde være en del gode år tilbage i 29-årige Bendtner.

– Her er der tale om en angriber, der skal spille Rosenborg ind i Champions League, siger Ståle Solbakken.

Bendtner har i flere omgange holdt formen ved lige i FC København, mens han har været på jagt efter en ny klub.

Om han kan blive manden, der i næste sæson sparker Rosenborg ind i Champions League for første gang i ti år, tør Solbakken dog ikke spå om.

- Det kommer helt an på, om han får formen i orden. Potentialet er der til at dominere i Eliteserien og til at blive en matchvinder i Europa, men han skal træne regelmæssigt og forbedre sin fysik, siger FCK-træneren.

Solbakken fortæller til VG, at han har vidst i et stykke tid, at handlen kunne falde på plads.

Han er dog overbevist om, at aftalen vil blive mødt med stor forundring i Bendtners hjemland.

- Dette er et stort chok for danskerne, siger Ståle Solbakken.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx