Af Ritzau - 25/04-17 07:58

Curry og Golden State skyder sig sikkert videre i NBACurry og Golden State skyder sig sikkert videre i NBA

Portland Trail Blazers kunne intet stille op, da Golden State Warriors vandt den fjerde kamp og gik videre.

storybild

Golden State Warriors-spilleren Stephen Curry har god grund til at smile, da han blev noteret for 37 point mod Portland. (Billede: Scanpix/Jaime Valdez)

Med 37 point var basketballstjernen Stephen Curry hovedårsag til, at Golden State Warriors på overbevisende vis slog Portland Trail Blazers med 128-103.

Dermed vandt Golden State med 4-0 i kampe og gik knusende sikkert videre til anden runde i NBA-slutspillet.

Golden State kom flyvende fra start i Portland og foran 41-13 i slutningen af første periode.

Med 45 point i første periode tangerede Golden State rekorden for flest scorede point i en indledende periode i slutspillet.

Golden State blev ved med at imponere, og i tredje periode var Portland bagud med hele 33 point på egen bane.

Kampens topscorer, Stephen Curry, som også leverede otte oplæg til scoringer samt syv rebounds, var tilfreds med præstationen.

- Vi havde en mission. Vi vidste, det ikke ville blive let. Det var en fantastisk måde, vi startede på. Og det var en god måde, vi vandt på.

- Vi bliver ved med at bygge på. Nu skal vi hvile os og se, hvem vi møder i næste runde, siger Curry, som slet ikke var på banen i fjerde quarter.

Golden State-profilen Kevin Durant, der havde siddet ud i de to seneste opgør mod Portland, var tilbage i kamp fire.

Durant fik lidt over 20 minutter på banen og bidrog med ti point.

Golden State møder i anden runde vinderen af opgøret mellem Los Angeles Clippers og Utah Jazz. Her står det efter fire kampe 2-2 i serien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx