Af Ritzau - 13/01-17 19:00

Chelsea-manager nægter at slippe klubveteran i januarChelsea-manager nægter at slippe klubveteran i januar

Chelseas John Terry skal ingen steder, da han er et stort aktiv, fastslår Chelseas manager, Antonio Conte.

storybild

John Terry bliver i Chelsea i resten af sæsonen, fastslår manager Antonio Conte. (Billede: Reuters/Stefan Wermuth)

John Terry skal ingen steder i januars transfervindue.

Det slog Chelseas manager, Antonio Conte, fast fredag, og dermed aflivede italieneren et muligt skifte denne vinter for den 36-årige veteran.

- John (Terry, red.) er en vigtig spiller for mig, uanset om han spiller eller ej.

- Holdet har brug for ham. Han er en fantastisk spiller, men han er også en stor personlighed, og det er fantastisk for mig at have sådan en person til at hjælpe mig i min første sæson i Chelsea.

- Af den årsag gentager jeg, at John bliver hos os, han er vores spiller og er på mit hold, og når jeg ser en situation, hvor han fortjener at spille, så spiller han, siger Conte.

John Terry har ikke spillet meget i denne sæson, hvor han har haft en skade, og med 700 kampe for førsteholdet i Chelsea i 18 år i klubben har der været spekuleret i, at forsvarsspilleren kunne få spilletid i resten af sæsonen i en anden og mindre klub.

Senest har Bournemouth i britisk presse været nævnt som interesseret i aldrende Terry, der har kontrakt i Chelsea sæsonen ud.

Bournemouth har netop måttet sende forsvarsspilleren Nathan Ake tilbage til Chelsea efter en lejeperiode.

Ake kan både spille i det centrale forsvar, på midtbanen og på venstrekanten, og det gør Conte mere rolig i forhold til at handle i januar.

- Situationen med Ake gør mig mere rolig også i forhold til markedet i januar. Det er godt, når man har en spiller, der kan spille forskellige positioner, siger Conte.

Chelsea skal i kamp i Premier League for første gang i ti dage, når holdet lørdag gæster mesterholdet Leicester.

Senest tabte Chelsea for første gang i 13 kampe i ligaen, da Tottenham vandt opgøret i London.

Chelsea har et forspring på fem point på førstepladsen i Premier League.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx