12/11-17 12:14

Fyldt San Siro skal bære Italien til VMFyldt San Siro skal bære Italien til VM

Italien håber, at et fyldt San Siro i Milano kan hjælpe holdet til samlet sejr over Sverige i VM-playoffkamp.

storybild

Gianluigi Buffon blev overlistet en enkelt gang, da Italien tabte til Sverige. Scanpix/Jonathan Nackstrand

Milano. Efter nederlaget på 0-1 i den første af to playoffkampe mod Sverige er Italien i overhængende fare for at misse VM-slutrunden for første gang siden 1958. Italienerne er dog fortsat fortrøstningsfulde i jagten på VM-billetten.

Veteranmålmanden Gianluigi Buffon håber at kunne føre Italien til det VM, der vil være hans eget sjette af slagsen.

- Vi må holde hovedet koldt for at komme til VM. Vi tabte den første kamp, men har yderligere 90 minutter til at komme ud af denne vanskelige situation, siger Buffon inden opgøret på San Siro i Milano.

- Jeg forventer, at et fyldt San Siro kan bære holdet. Jeg er overbevist om, at holdet kan klare opgaven med hjælp fra publikum, tilføjer han.

Landstræner Gian Piero Ventura nævner også publikum.

- Jeg håber, at vi bedre er i stand til at kontrollere kampen, når vi har tilskuerne i ryggen, siger Ventura.

Den pensionerede landsholdsspiller Andrea Pirlo mener dog, at det er forkert at lægge ansvaret over på tilskuerne.

- San Siro scorer ikke. Jeg har aldrig set en tilskuer score, siger Pirlo.

Han giver heller ikke meget for, at de italienske spillere efter 0-1-kampen i Stockholm brokkede sig over dommerens linje.

- I Europa er det ikke ligesom i Italien, hvor dommeren blæser i fløjten, hver gang der er kontakt. Man må kaste sig ind i duellerne og afvente dommeren.

- Man må give alt. Det er i sådanne kampe, at man ser, hvad spillere er lavet af, lyder det fra Pirlo.

Landstræner Gian Piero Ventura så også plads til forbedringer i den første kamp.

- Vi kunne have spillet hurtigere med bolden, og vi kan generelt forbedre spillet. Mandag må vi holde hovedet koldt for at opnå et godt resultat, siger han.

Kampen i Milano begynder mandag klokken 20.45.

Søndag spilles to andre playoffkampe. Schweiz skal på hjemmebane forsvare 1-0-sejren fra udekampen mod Nordirland. Det sker klokken 18.

Klokken 20.45 fløjtes Grækenland-Kroatien op. Kroaterne vandt første akt hjemme med 4-1.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx