10/09-17 09:33

Peter Kildemand tror på VM-podier i sæsonafslutningPeter Kildemand tror på VM-podier i sæsonafslutning

Peter Kildemand har brug for topresultater i sæsonafslutningen for at få et wildcard til VM-serien næste år.

storybild

Peter Kildemand (rød hjelm) viste gode takter lørdag i Tyskland, og dem skal han tage med videre i sæsonafslutningen, siger han. Scanpix/Scanpix/arkiv

Teterow. I år er det endnu ikke lykkedes en dansker at køre sig i en finale ved et VM-grandprix i speedway. Det er historisk dårligt og ikke sket i VM-seriens levetid på 22 år.

Fynboen Peter Kildemand regner dog med, at han kan nå at lave den statistik om. Lørdag nåede han semifinalen i Tysklands VM-grandprix, og i en af sæsonens sidste tre grandprixer bliver det endnu bedre, forventer han.

- De gode takter er ved at komme tilbage, så jeg tror på, at jeg kan få vendt bøtten lidt og få lavet nogle gode resultater her ved de sidste grandprixer i sæsonen.

- Jeg har fået farten tilbage i cyklen, mit team omkring mig fungerer rigtig godt, og jeg er endelig ved at slippe af med diverse småskader. Så det er egentlig hele pakken, der endelig er ved at spille sammen for første gang i den her sæson.

- Jeg lavede ti point i Tyskland og kom i semifinalen. Jeg har været i en del semifinaler i år (tre, red.), så jeg har jo bevist, at jeg kan være med. Jeg skal bare lige have det sidste frem, for så kommer jeg også på podiet, siger Kildemand.

I denne sæson er han VM-seriens førstereserve. Han gik glip af de to første grandprixer, men har siden været med hver gang og har nu fået garanti for, at han også kører sæsonens sidste tre grandprixer.

Han missede en direkte VM-billet til næste sæson i kvalifikationsfinalen, og hans resultater i VM-serien er ikke gode nok til at sikre ham en fast plads ved at slutte i top-8.

Derfor skal han håbe på et wildcard til næste sæson, og det kræver topresultater i sæsonens afslutning.

- Det har jeg brug for, hvis jeg skal være med i nogle grandprixer næste år, siger Kildemand.

Derfor ærgrer han sig ekstra meget over, at han blev sidst i sin semifinale lørdag.

- Det var jo egentlig et meget fornuftigt grandprix, men jeg var kraftedeme træt af at ryge ud efter den semifinale. Jeg følte, at jeg havde farten til et godt resultat, men måske valgte jeg forkert ved at tage den yderste bane.

- Cyklen var sat rigtigt op, og jeg var helt selv ude om, at jeg ikke kom med videre til finalen, siger Kildemand.

Det næste VM-grandprix - sæsonens tiende - køres 23. september i Stockholm.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx