Af Ritzau - 07/05-17 01:31

Zidane lovpriser Real Madrids brede trup efter storsejrZidane lovpriser Real Madrids brede trup efter storsejr

Den franske træner glæder sig over, at hans reserver slog Granada 4-0 i en ensidig affære.

storybild

Zinedine Zidane glæder sig over, at hans reserver slår til, siger han efter endnu en sejr i den spanske liga. (Billede: Scanpix/Sergio Camacho)

Alvaro Morata og James Rodríguez scorede begge to gange, da Real Madrid slog Granada 4-0 i den spanske liga lørdag aften.

De to spillere har siddet en del på bænken i denne sæson, og træner Zinedine Zidane glæder sig også over, at hans reserver slår til.

- For en træner er det rigtig gode nyheder, når dine spillere slår til, siger Zidane efter kampen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den franske træner havde lavet hele ni udskiftninger i forhold til Champions League-kampen mod Atlético Madrid tirsdag. Den kamp vandt Real 3-0.

Blandt andre var superstjernen Cristiano Ronaldo ikke med mod Granada. Real Madrid har vundet alle ni kampe i ligaen i denne sæson, hvor Ronaldo ikke har været med.

- Når mine spillere gør det godt, hver gang de får chancen, betyder det, at alle er involveret på holdet og i god fysisk tilstand. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Zidane.

Granada, der allerede er rykket ned, var uden store chancer i kampen. Holdets træner, Tony Adams, anerkendte også, at Real Madrids reserver var klart bedst.

- Real Madrid spiller på et andet niveau end os. De har fantastiske spillere, men vi gjorde det også for nemt for dem i første halvleg, sagde Adams ifølge AFP efter kampen.

Adams lavede en udskiftning efter kun 16 minutter, men det kunne ikke forhindre det klare nederlag.

Real Madrid satte tempoet ned efter pausen, hvor holdet førte 4-0.

Hovedstadsklubben mangler nu kun syv point i deres sidste tre kampe for at blive kronet som mester.

Her møder holdet henholdsvis Sevilla, Celta Vigo og Malaga. Hvis Real Madrid bliver mester, er det holdets første ligatitel i fem år.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx