Af Ritzau - 24/03-17 20:03; Opdateret: 24/03-17 21:47

Silkeborg-Voel er klar til håndboldkvindernes slutspilSilkeborg-Voel er klar til håndboldkvindernes slutspil

Med en sejr hjemme over Odense Håndbold er Silkeborg-Voel sikker på at slutte i top-6 i Primo Tours Ligaen.

storybild

Cheftræner Jan Pytlick må konstatere, at hans hold, Odense Håndbold, stadig mangler det sidste for at kunne booke plads i slutspillet. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Silkeborg-Voel bliver en af de seks deltagere i slutspillet i Primo Tours Ligaen i kvindehåndbold.

Med en sejr fredag aften på 27-20 over Odense Håndbold i næstsidste runde i grundspillet rykker Silkeborg-Voel op på rækkens femteplads med 25 point og kan ikke længere ryge ud af top-6.

Odense har 24 point på den afgørende sjetteplads.

Silkeborg-sejren er således også godt nyt for den forsvarende mester, Team Esbjerg, som dog fortsat er i overhængende fare for at gå glip af slutspillet.

Team Esbjerg har 20 point med to kampe tilbage og kan således stadig hente Odense med sejre over Skanderborg Håndbold og TTH Holstebro. Hvis altså Odense taber i sidste spillerunde.

Også Randers har 20 point og to kampe tilbage at spille, men er dårligere indbyrdes end Odense.

Slutter Odense, Randers og Esbjerg alle på 24 point, går Esbjerg videre.

Efter en lige første halvleg, hvor holdene skiftedes til at være foran, gik Silkeborg-Voel til pausen med en føring over Odense på 11-9.

Også i anden halvleg startede det jævnbyrdigt, men langsomt trak hjemmeholdet fra ved stillingen 13-12 og øgede til 19-14.

Det forspring satte værterne ikke over styr.

I sidste spillerunde får Odense besøg af Viborg HK, som formentlig skal bruge en sejr for at sætte sig på den andenplads i grundspillet, som giver direkte adgang til DM-semifinalerne.

Både København Håndbold og Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) kan nemlig nå at vippe Viborg af andenpladsen.

Fredag vandt NFH med 35-28 over nedrykningstruede Ringkøbing og har ligesom københavnerne 28 point, hvilket er et færre end Viborg.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx