Af Ritzau - 21/06-17 15:00

Professor: Usandsynligt at regent kan være IOC-medlemProfessor: Usandsynligt at regent kan være IOC-medlem

Der er ikke regler om, hvorvidt en regent må være IOC-medlem, men det virker usandsynligt, vurderer professor.

storybild

Ingen officielle regler påbyder, at Kronprins Frederik skal træde ud af IOC, hvis han bliver regent. Men det kommer han formentlig til at gøre, mener idrætsprofessor. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Kronprins Frederik har erklæret sig parat til at tage otte år mere som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Men det er usandsynligt, at han forbliver medlem af komitéen, hvis han skal krones som Danmarks konge i den kommende valgperiode.

- Det er det mest sandsynlige scenarie, at han træder ud af IOC, hvis han bliver regent, og det eneste fornuftige valg i den sammenhæng, vurderer Jørn Hansen, der er professor i idrætshistorie ved Syddansk Universitet.

Ifølge ham er der ingen officielle regler for, hvorvidt en regent kan være medlem af IOC, men han peger på den hollandske konge, Willem-Alexander, der ved sin kroning i 2013 trådte ud af IOC.

Inden den daværende kronprins blev medlem af IOC i 1998 var det på forhånd aftalt, at Willem-Alexander ikke ville stemme om politisk følsomme beslutninger, og at han ville træde tilbage, når han skulle indtage tronen.

- Der er allerede uenighed om, hvorvidt Kronprins Frederik kan overholde reglen med, at kongehuset ikke må mene noget politisk, men IOC bliver fra tid til anden tvunget til at forholde sig til politiske problemstillinger.

- Han er allerede ude på farligt farvand, og situationen bliver endnu mere prekær, hvis han får det officielle stempel som konge, vurderer Jørn Hansen.

Inden Kronprins Frederiks blev valgt til IOC, lovede den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, at en koordinationsgruppe - med embedsmænd fra blandt andet Statsministeriet - skulle sikre, at regeringens og kronprinsens udmeldinger var på linje.

I 2016 brast koordinationen, da kronprinsen stemte for at lade russiske atleter deltage i OL og dermed gik imod den danske regerings holdning.

Kulturminister Mette Bock ønsker hverken at vurdere Rusland-situationen eller det hypotetiske scenarie, hvor kronprinsen bliver regent, men som udgangspunkt lyder der ingen alarmklokker.

- Den danske regering har sin politiske linje og meget stærke holdninger på en række områder, som jeg ved, kronprinsen deler.

- Jeg er selv meget skeptisk over, at politik og idræt blandes for stærkt sammen, siger Mette Bock.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx