29/08-17 19:29; Opdateret: 29/08-17 20:37

Dopingdømte Dennis Ceylan får stor kamp i comebackDopingdømte Dennis Ceylan får stor kamp i comeback

Bokseren Dennis Ceylan skal 21. oktober i ringen efter sin dopingsag, og det gælder retten til en VM-kamp.

storybild

København. For få måneder siden ramte bokseren Dennis Ceylans karriere et lavpunkt, da en dopingprøve viste spor af kokain.

Det kostede fjervægteren en planlagt storkamp i England, men nu får Ceylan en anden kamp i England - og det er også en stor en af slagsen.

Bokseren skal 21. oktober møde englænderen Josh Warrington i en såkaldt eliminatorkamp i IBF-regi.

Vinderen er sikret en VM-kamp under IBF, som er et af de fire store bokseforbund. Her venter Lee Selby, som er indehaver af VM-titlen hos IBF i fjervægt.

- Det her er en kæmpe chance for Dennis. Vinder han, er det en VM-kamp næste gang, siger Ceylans promotor Nisse Sauerland i en pressemeddelelse.

- Det bliver en hård kamp, hvor han må væk fra hjemmebanen og ind i løvens hule. Men det er en kamp, jeg tror på, at han kan vinde.

28-årige Dennis Ceylan har tidligere været europamester, og han får sin sag for mod for Josh Warrington.

Englænderen vil få massiv opbakning fra hjemmepublikum i Leeds, hvor han vil forsøge at udbygge sin rekordliste. Den lyder på 25 sejre i 25 kampe.

Men danskeren har selvtillid forud for kampen.

- Jeg ville ikke have taget kampen, hvis ikke jeg følte, at jeg kan vinde, siger Aarhus-bokseren i pressemeddelelsen.

- Efter at jeg har slået Josh, så er jeg klar til Lee Selby. Jeg træner hårdt, og jeg vil vise den allerbedste version af mig selv den 21. oktober.

Dennis Ceylan har 20 kampe som professionel, hvoraf de 18 er vundet, og to er endt uafgjort.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx