01/11-17 18:05

To russiske langrendsløbere udelukket fra OL på livstidTo russiske langrendsløbere udelukket fra OL på livstid

OL-guldvinder Alexander Legkov og Evgeniy Belov var dopede under OL i Sotji i 2014 og er udelukket på livstid.

storybild

Alexander Legkov var en lykkelig mand, da han vandt OL-guld i 2014 på hjemmebane i Sotji. Nu er hans dopingsnyd blevet afsløret, så guldmedaljen skal returneres, og Legkov er udelukket fra OL på livstid. Reuters/Phil Noble

Berlin. I 2014 blev den russiske langrendsløber Alexander Legkov nationalhelt, da han på hjemmebane i Sotji vandt OL-guld på herrernes 50 kilometer foran to landsmænd.

Onsdag blev Legkov sammen med landsmanden Evgeniy Belov så udelukket fra OL på livstid, da de er blevet afsløret i brug af doping under legene i Sotji.

Det meddeler Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ifølge Reuters.

De to langrendsløbere er de første russere til at blive dømt, efter at det i slutningen af 2015 kom frem, at Rusland i flere år havde haft et statsstøttet dopingprogram.

Afsløringerne af Ruslands dopingsnyd har ført til, at dopingprøverne fra alle russiske atleter under OL i Sotji bliver testet på ny med nutidens forbedrede metoder. Det er i den forbindelse, Legkov og Belov er blevet fældet.

Legkov bliver frataget sin guldmedalje, ligesom det russiske hold, der vandt sølv i 4 x 10 kilometer stafet, også får frataget medaljerne. Legkov var nemlig også en del af det hold.

Evgeniy Belov vandt ingen medaljer ved OL i Sotji.

IOC har ikke specificeret, hvilken form for doping de to russere har anvendt, men IOC meddeler, at der kan komme flere sager de kommende dage.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx