Af Ritzau - 02/05-17 14:58

Borgmester: Dyrt for Nordjylland at miste golfturneringBorgmester: Dyrt for Nordjylland at miste golfturnering

Made in Denmark rykker i 2018 til Silkeborg. Borgmester i Vesthimmerland vil have turneringen tilbage i 2019.

storybild

Made in Denmark rykker næste år fra Vesthimmerland til Silkeborg. (Billede: Free/Colourbox)

Dynekongen Lars Larsens golfturnering, Made in Denmark, rykker i 2018 fra Gatten i Nordjylland til Silkeborg i det midtjyske.

Beslutningen ærgrer borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (K).

Borgmesteren mener, at Lars Larsen sidste år blev udsat for et løftebrud af Region Nordjylland, der valgte at neddrosle sin økonomiske støtte til turneringen fra 7 til 4,5 millioner.

- Det er 125 procent sikkert, at det er støtten, der har fået Lars Larsen til at forlade Nordjylland, mener Knud Kristensen.

Med mere end 80.000 besøgende har Made in Denmark skabt arbejdspladser og øget omsætningen flere steder i Nordjylland.

Borgmesteren fortæller, at hoteller i Aalborg - 55 kilometer fra Lars Larsens golfbane i Gatten - har nydt godt af de mange tilrejsende gæster.

- Det handler om mange millioner.

- Det er ærgerligt, at Region Nordjylland ikke kunne stå sammen om at bidrage med det, der skulle til, så vi kunne afholde sådan en event i Nordjylland. Nu er det slut, siger han.

En undersøgelse fra University College Nordjylland og VisitDenmark fra 2016 viste, at turneringen på et enkelt år skabte et øget turismeforbrug på 62,5 millioner kroner i Nordjylland.

Knud Kristensen har ikke opgivet håbet om at få Made in Denmark tilbage til Gatten fra 2019.

- Turneringen skal spilles her i 2017. Nu ligger det så fast, at den skal til Silkeborg i 2018.

- Den 16. maj har vi et møde med Lars Larsen, og jeg har inviteret hele økonomiudvalget med.

- Så må vi se, om vi kan erobre turneringen hvert andet år. Så kan det måske blive en tilbagevendende begivenhed hvert andet år. Men det kræver, at vi får hele Nordjylland til at støtte op om det.

- Vi er nødt til at se muligheder frem for begrænsninger, fordi det er så vigtig en ting, tilføjer borgmesteren.

Made in Denmark er blevet spillet i Gatten siden 2014. Turneringen har kontrakt med European Tour for 2017, 2018 og 2019.

I år spilles Made in Denmark igen i Gatten, mens den næste år skal spilles i Silkeborg Ry Golfklub.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx