27/08-17 20:53

Ståle Solbakken: FCK står med ryggen mod murenStåle Solbakken: FCK står med ryggen mod muren

FC København-træner Ståle Solbakken mener, klubben står i den vanskeligste situation siden sæsonen 2013/2014.

storybild

Farum. Syv runder er spillet i Alka Superligaen, og de forsvarende mestre FC København er blot nummer syv med ni point, ni point efter FC Nordsjælland på førstepladsen.

Søndag aften tabte FCK 0-3 ude til netop FC Nordsjælland, så der er meget at arbejde på for træner Ståle Solbakken i den forestående landskampspause.

Træneren ser den nuværende situation som den sværeste siden sæsonstarten i sæsonen 2013/2014, hvor Solbakken i august 2013 kom tilbage til klubben efter en elendig sæsonstart og en fyring af Ariël Jacobs.

- Vi står nok i den vanskeligste situation siden sæsonen 2013/2014. Vi skal spille rigtig, rigtig mange kampe, og når man skal træne, vil man meget gerne træne med høj intensitet så tingene sidder der, siger Solbakken.

- Men det er svært, når man spiller hver tredje dag. Og med de skader, vi har fået, og de afgange vi har haft i løbet af sommeren, så står vi med ryggen mod muren.

Selv om situationen lige nu ser dyster ud for FC København har Solbakken troen på, at hans hold kan rejse sig.

- Ja, det tror jeg. De 14 seneste dage har været ekstra hårde med Erik Johanssons og Federico Santanders skader. Og nu har vi så Peter Ankersen i karantæne. Det er bærende kræfter, siger Solbakken.

- Alle spørger, hvorfor vi ikke køber ind, men selv om Johansson og Santander er ude længe, skal de stadig have løn. Vi har et budget, der skal holdes, og lige nu sidder mange lønkroner på tribunen.

- Vi må sørge for at få de nye spillere, vi har hentet, integreret hurtigere, og det er mit ansvar. Det er de udfordringer, vi har lige nu.

Spørgsmål: Hvem ser du som favoritter til mesterskabet netop nu?

- Der er i hvert fald tre, der er foran os i øjeblikket. Brøndby, FC Midtjylland og FC Nordsjælland, siger Solbakken.

- Men det er det, det bekymrer mig mindst lige nu. Der er langt til maj, men vi er nødt til at få fjernet hjerneblødningerne. Nu har vi landskampspausen, og så må vi vende tilbage med friske hoveder i næste kamp.

FC København spiller næste kamp om 14 dage, hvor FC Midtjylland kommer på besøg i Telia Parken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx