15/07-17 07:48

Fodboldkvinder er outsidere i tysk paradeturneringFodboldkvinder er outsidere i tysk paradeturnering

Danmark er blandt outsiderne til EM-titlen, men det kan også være forbi efter tre kampe i jævnbyrdig gruppe.

storybild

Arnhem. De tyske fodboldkvinder har siddet på den europæiske trone i mere end to årtier.

Fra søndag aften og tre uger frem vil Danmark og 14 andre nationer gøre et nyt forsøg på at fravriste tyskerne EM-titlen for første gang siden 1995, når EM begynder i Holland.

Landstræner Nils Nielsens hold hører til blandt outsiderne til trofæet. Men det kan vise sig vanskeligt blot at kæmpe sig videre fra en indledende gruppe med Holland, Norge og Belgien.

- Alle fire hold føler, at de har en chance for at komme videre. Det er så tæt imellem os.

- Holland er nok favoritter med Norge bagefter, og så er vi nummer tre.

- Men Norge og Holland behøver ikke at have en dårlig dag for, at vi kan slå dem. Hvis vi bare spiller op til vores niveau, så kan vi gøre det, siger Nils Nielsen.

Danmark rangerer som nummer 15 på Det Internationale Fodboldforbunds, Fifas, verdensrangliste.

Norge og Holland er henholdsvis nummer 11 og 12, mens søndagens modstander fra Belgien indtager 22.-pladsen.

- Det vil selvfølgelig være ærgerligt ikke at slå Belgien, men det vil ikke være en katastrofe at spille uafgjort mod dem, siger Nils Nielsen.

- Hvis belgierne får point mod os, så føler de også, at de har en chance for at gå videre fra gruppen, og så skal de nok stjæle point fra de andre, siger landstræneren.

Hvis det lykkedes at komme videre til kvartfinalerne, parres Danmark med et hold fra den stærke gruppe B med sidste års OL-finalister fra Tyskland og Sverige.

- Det er klart, at vi vil være underdogs resten af tiden, hvis vi går videre fra gruppen. Det ligger nu ikke så dårligt til os. Vi har det fint med at overraske lidt, siger Nils Nielsen.

De danske spillere har givet hinanden håndslag på, at de skal videre fra gruppen. Lige nu er der fokus på den første kamp mod Belgien.

Danmarks nok største stjerne er Wolfsburg-profilen Pernille Harder. Hun minder om, at danskerne blot var i bowlen med de tredjebedste hold ved lodtrækningen.

- Det bliver vanskeligt. Men vi er gode nok. Vi tror på, at vi kan vinde vores kampe, men det er mange små detaljer, der afgør, om det går den ene eller anden vej, siger Harder.

Flere af de danske spillere peger på Tyskland som favorit til at vinde turneringen i tæt kamp med England, Spanien, Sverige og Frankrig.

Pernille Harder har størst fidus til franskmændene, der er Europas førende på klubplan.

Dette års finale i Champions League var et rent fransk anliggende mellem Lyon og Paris Saint-Germain.

- Frankrig har det bedste hold, men de har bare ikke nogen god historie til slutrunder. Det har Tyskland. Sverige gør det også godt, og de tre lande er mine største favoritter, siger Harder.

Landstræner Nils Nielsen vil nu ikke udelukke, at det kan ende med en dansk triumf.

- Jeg føler, at vi kan konkurrere. Vi har et hold, der kan gøre sig i turneringen.

- Vi sætter alt ind på at gå videre fra gruppen, og hvis det går, som jeg har planlagt, så slår vi holdene et efter et fra kvartfinalen og ender med pokalen.

- Men det er ikke altid, at det går, som jeg planlægger det, siger han.

Den første gruppekamp mod Belgien spilles søndag klokken 20.45.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx