30/09-17 21:18; Opdateret: 01/10-17 03:00

29 fodboldfans kommer til skade i stadionulykke i Frankrig29 fodboldfans kommer til skade i stadionulykke i Frankrig

Fem personer er kommet alvorligt til skade under en fodboldkamp i Frankrig lørdag, hvor et hegn kollapsede.

storybild

29 fodboldfans kom lørdag aften til skade, da et hegn på Stade de la Licorne kollapsede. Fem er i alvorlig tilstand. Reuters/Social Media

Amiens. Antallet af tilskadekomne er foreløbigt opgjort til 29, efter at et sikkerhedshegn kollapsede under en fodboldkamp i Frankrig lørdag aften. Fem af disse beskrives som værende i alvorlig tilstand.

Det viser en optælling fra lokale hospitalskilder natten til søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Umiddelbart efter ulykken forlød det, at 18 personer var kommet til skade. Tre alvorligt.

Fodboldkampen mellem Amiens og Lille i den franske Ligue 1 blev lørdag aften aflyst som følge af ulykken.

Adskillige personer fra udeholdets fanafsnit kom til skade.

Hegnet kollapsede i forbindelse med, at Lille bragte sig foran 1-0 et kvarter inde i kampen. Det var Lilles Fode Ballo-Toure, der stod for scoringen.

Målet fik gæsternes fans til at storme ned mod barrieren, der tilsyneladende gav efter for vægten af de mange tilhængere. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det betød, at tilhængerne faldt omkring halvanden meter ned og landede oven på hinanden.

Spillere og officials bad hurtigt tilhængerne om at trække tilbage, hvorefter mange fans blev hjulpet tilbage på tribunen.

Amiens spiller i denne sæson i den bedste franske række for første gang i klubbens historie.

Klubben har det mindste stadion i ligaen. Stade de la Licorne har plads til omkring 12.000 tilskuere.

I løbet af denne sæson er tribunerne ved at blive ombygget på det lille stadion, der i sin nuværende form blev bygget i 1999.

I maj kritiserede lokalpolitikeren Alain Gest fra partiet UMP de tidligere ansvarlige politikere i Amiens for ikke at vedligeholde klubbens hjemmebane.

- Den er ikke blevet tilstrækkeligt vedligeholdt og udgør alvorlig fare, lød det ifølge AFP fra Alain Gest.

Ifølge ham viste en rapport i 2016, at Amiens hjemmebane udgjorde en sikkerhedsrisiko.

Herefter blev det besluttet at modernisere stadionet og udskifte siddepladser, skifte glas ud med plastik og modernisere de forskellige tribuner.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx