Af Ritzau - 04/12-16 22:09

Laudrup: Agenthonorarer har aldrig interesseret migLaudrup: Agenthonorarer har aldrig interesseret mig

Michael Laudrup sender i en mail til danske medier et bidrag til sagen om hans agents adfærd i Swansea.

storybild

Michael Laudrup sendte søndag en mail til flere danske medier. (Billede: Scanpix/Adrian Dennis)

Michael Laudrup har aldrig interesseret sig for, hvem der tjente hvad i forbindelse med køb af spillere til Swansea, mens han var manager i klubben.

Det meddeler den danske fodboldtræner i en mail til flere danske medier søndag.

Laudrups mail kommer i kølvandet på en række artikler i Politiken.

Avisen har fået adgang til kontrakter, bankoverførsler, mails, fakturaer og skjulte agentaftaler via whistleblowerplatformen Football Leaks.

Ifølge Politiken formåede Michael Laudrups agent, Bayram Tutumlu, på 20 måneder at tjene op mod 32 millioner kroner på spillerhandler, som Swansea efter alt at dømme ikke var vidende om, mens Laudrup var manager.

- Hvem der har fået hvad og hvor meget, har jeg aldrig interesseret mig for, da det altoverskyggende for mig var at få så gode spillere til truppen som muligt i forhold til det budget, der var til rådighed.

- Og på det tidspunkt var den spanske liga det bedste sted at finde spillere når vi taler om pris/kvalitet, lyder det i en mail fra Michael Laudrup, skriver flere medier.

- Hvad angår Bayram (Tutumlu, red.) og hans deltagelse i de nævnte spillerhandler, så formoder jeg, at han har modtaget honorar, da ingen arbejder gratis.

- I øvrigt var hans deltagelse i handlerne efter aftale med Swansea, da de ikke før havde arbejdet med det spanske fodboldmarked, skriver Michael Laudrup.

Ifølge Politiken viser interne mails, at Michael Laudrup efter sin fyring kategorisk afviste over for Swansea, at han nogensinde som træner havde modtaget penge fra en spillerhandel.

Dette budskab gentager Michael Laudrup i sin mail søndag.

Tutumlu tjente de mange millioner ved at være del af en række handler af spillere til Laudrups hold.

Med det store spanske agentur Promoesport BCN lavede Bayram Tutumlu ifølge Politiken blandt andet en aftale, der sikrede ham 66 procent af salæret, hver gang en af agenturets spillere skiftede til Swansea.

Aftaler som denne sikrede ham alene over 20 millioner kroner, viser Politikens oplysninger.

Liz Ellen er leder af sportsjuraafdelingen i advokatfirmaet Mishcon de Reya. Hun undrer sig over, hvordan Bayram Tutumlu kunne få så enorm en indflydelse på spillerhandlerne.

- Hvordan har han (Tutumlu) fået det niveau af indflydelse – hvor kommer det fra? Og hvorfor er spillerens agent gået med til at levere så meget videre til managerens agent?

- I fodboldindustrien drejer det hele sig om, hvem der har kontrol over spilleren – og det er den person, som vil tjene den største sum penge i en handel.

- Så hvis spilleragenten, som man ellers ville forvente var i kontrol over spilleren, kun modtager en tredjedel af salæret, så er det i sagens natur mistænkeligt, siger Liz Ellen til Politiken.

Efter fyringen undersøgte Swansea, om de var blevet snydt af Laudrup og Tutumlu, men klubben kunne ikke dokumentere uregelmæssigheder.

Michael Laudrup og Swansea indgik i maj 2014 et forlig, der siger, at parterne ikke må tale nedsættende om hinanden, ligesom udtalelser i offentligheden skal godkendes af den anden part.

Til Politiken udtaler en talsmand fra Swansea City, at "vi den dag i dag kun nærer beundring og respekt for Michael".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx