Af Ritzau - 11/04-17 20:38; Opdateret: 11/04-17 21:56

Eksplosion aflyser og udsætter CL-opgør i DortmundEksplosion aflyser og udsætter CL-opgør i Dortmund

Champions League-kampen mellem Borussia Dortmund og AS Monaco er udsat til onsdag grundet en eksplosion.

storybild

En rude i Borussia Dortmunds spillerbus blev beskadiget ved en eksplosion kort før det planlagte Champions League-opgør mellem Dortmund og AS Monaco, som blev udsat til onsdag. (Billede: Scanpix/Carsten Linhoff)

Kampen mellem Borussia Dortmund og AS Monaco i Champions League blev tirsdag aften aflyst og udsat i lidt under et døgn.

Det bekræftede Borussia Dortmund på Twitter klokken 20.30 og altså blot et kvarter før, at kampen skulle fløjtes i gang i Dortmund.

Baggrunden var en eksplosion, der ramte Dortmunds spillerbus, kort før at det første kvartfinaleopgør mellem de to klubber skulle spilles.

Opgøret vil i stedet blive spillet onsdag klokken 18.45, bekræftede både Dortmund og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Dortmunds spillere var på vej fra hotellet til Signal Iduna Park, hvilket var en tur på 12 kilometer, da tre sprængladninger detonerede ifølge tysk politi.

I forbindelse med eksplosionerne blev forruden i spillerbussen ødelagt, og det gik ud over Dortmunds spanske forsvarsspiller Marc Bartra.

Ifølge AFP beskadigede den 26-årige spanier sin ene hånd, og han blev bragt til et hospital.

Det meddelte først den tyske avis Bild og britiske BBC, og senere blev oplysningen bekræftet af Dortmund på Twitter.

- Ved eksplosionen kom Marc Bartra til skade, og han befinder sig nu på hospitalet. God og hurtig bedring, skriver Dortmund på Twitter.

Ifølge klubben var de øvrige Dortmund-spillere dybt chokkerede efter eksplosionen, men alle var i god behold, og der var også roligt inde på selve stadion, mens alle ventede på, om kampen ville blive spillet.

Dortmunds direktør Hans-Joachim Watzke satte ord på situationen efter udsættelsen af opgøret.

- Hele holdet er i en tilstand af chok, og du kan ikke få den slags billeder ud af hovedet. Jeg håber, at holdet vil være i stand til at spille på banen i morgen (onsdag, red.).

- I en krisesituation som denne, står Borussia sammen, siger Hans-Joachim Watzke ifølge AFP.

På Twitter opfordrede Borussia Dortmund efter udsættelsen af kampen tilskuere og fans fra de to klubber til at forblive på stadion og forholde sig roligt.

Fans af Monaco reagerede herefter ved at hylde den tyske klub med slagsange.

Kort efter reagerede den tyske klub på Twitter ved at skrive, at hvis nogle af gæsternes fans skulle få brug for et sted at overnatte, så kunne man tjekke hashtaget #bedforawayfans.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx