Af Ritzau - 22/01-17 18:47

Gudmundsson efter tidligt VM-exit: Mit livs skuffelseGudmundsson efter tidligt VM-exit: Mit livs skuffelse

En nedbøjet Gudmundur Gudmundsson måtte sluge sit trænerlivs største nedtur med nederlaget til Ungarn.

storybild

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har svært ved at finde ord oven på nederlaget til Ungarn. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

25-27-nederlaget til Ungarn har ramt landstræner Gudmundur Gudmundsson hårdt.

Det lykkedes ham dermed heller ikke i tredje og sidste forsøg at nå frem til medaljekampene i en VM- eller EM-slutrunde, men søndagens nedtur er den, der svier mest.

Adspurgt, om det tidlige farvel til VM er hans trænerlivs største skuffelse, er islændingen klar i mælet.

- Ja, det er det. Jeg må sige, at det er min største skuffelse, siger Gudmundur Gudmundsson.

- Jeg er meget, meget ked af det. Vi havde en stor chance her, og vi var godt i gang, men så blev vi presset på ressourcer, og det kostede os dyrt, siger landstræneren.

Han peger på, at især Mads Mensahs skade har gjort ondt, fordi han i forvejen måtte undvære en anden tovejsspiller på højre back, Mads Christiansen, der stoppede efter OL.

Også skaderne til Morten Olsen og Lasse Andersson undervejs i VM er med i Gudmundssons helhedsbillede.

- Det skal ikke være en undskyldning, men det er en del af forklaringen. Det er min ærlige mening, siger landstræneren.

Hans hold kom til VM fem måneder efter at have leveret den største præstation i dansk håndboldhistorie.

Og det samme hold rejser altså tidligt hjem efter det dårligste VM-facit i 12 år.

- Det er en stor udfordring at komme her som olympiske mestre, og det er et kæmpe ansvar. Det var et ansvar, vi tog på os, men det er ikke nemt.

- Spillerne har givet alt. Det her er mit ansvar. Jeg skyder ikke skylden på nogen andre. Men jeg er ikke utilfreds med mig selv. Jeg har investeret alt, hvad jeg har, siger Gudmundur Gudmundsson.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx