Af Ritzau - 17/12-16 12:09

Fifa-boss vil bruge videodommere ved VM i 2018Fifa-boss vil bruge videodommere ved VM i 2018

Trods hård kritik og en del forvirring om flere kendelser, så støtter Fifa den nye videoteknologi.

storybild

Real Madrids Cristiano Ronaldo (i toppen) blev nødt til at vente nogle lange sekunder, før portugiserens scoring mod Club America blev anerkendt i torsdags ved klub-VM. (Billede: Scanpix/Behrouz Mehri)

Hvis det står til præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, så skal der bruges videodommere ved VM i Rusland i 2018.

Infantino understreger dog, at det kræver finpudsning af systemet, som har modtaget kritik ved det igangværende klub-VM for at skabe for meget forvirring og pause i spillet.

- Det er stadig for tidligt at sige, hvornår vi vil indføre dette system. Men jeg håber, at vi ved næste VM har så positive testresultater, så vi er i stand til at indføre systemet, siger Infantino.

Systemet med brug af videoteknologi er for første gang taget i brug ved klub-VM i Japan, hvor der allerede har været to episoder, som har skabt debat.

I onsdags blev der tildelt et straffespark til det japanske hold Kashima Antlers, som scorede til 1-0 og endte med at vinde 3-0 over colombianske Atletico Nacional.

Den ungarske dommer Viktor Kassai havde ikke set forseelsen i første omgang.

Det havde videodommeren, som kontaktede Kassai, der derefter afbrød spillet, gik ud og så videomaterialet og vurderede episoden, inden han dømte straffe.

- Dommeren havde ikke set det, og det blev rettet takket være videoteknologien.

- Den tid, det tog at tildele straffesparket, varede for lang tid, og det er noget, vi skal arbejde på.

- Men den rigtige beslutning blev truffet, straffet blev tildelt, og det var korrekt, siger Infantino.

Atletico Nacional har dog anført, at Kashima Antlers-spilleren Daigo Nishi muligvis var offside, da han blev fældet.

Det afviser Fifa og forklarer, at Nishi ikke var i en strafbar offside, fordi japaneren ikke var i stand til at nå frem til bolden.

Kritikken stoppede dog ikke her, da der dagen efter igen var kaos omkring en anden afgørende situation.

I torsdags scorede Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo til slutresultatet 2-0 i overtiden mod mexicanske Club America.

Men der blev skabt forvirring om portugiserens mål, der dog til sidst korrekt blev anerkendt.

Infantino erkendte, at det var en fejl. Det skyldtes ifølge Fifa-bossen, at der fejlagtigt blev trykket på en knap, så hoveddommeren lyttede med og blev forvirret over diskussioner om målet i radioen.

- Ronaldo-målet var et spørgsmål om kommunikationen, fastslår Infantino.

Præsidenten fortalte desuden, at der indtil videre er 12 nationale fodboldforbund, der ønsker at teste videosystemet.

Finalen ved klub-VM står mellem Real Madrid og Kashima Antlers og spilles søndag.

/ritzau/AFP

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Rygterne har svirret længe: Nu tager...
bt.dk
Skuespiller kendt fra DR-satsning...
bt.dk
Verdenskendt popstjerne deler frækt...
bt.dk
Popstjerne skrev om Andreas og...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx