01/08-17 01:41

Parisisk OL-chef glæder sig ved udsigt til værtskab i 2024Parisisk OL-chef glæder sig ved udsigt til værtskab i 2024

Paris er den eneste mulige værtsby til OL i 2024, efter at Los Angeles angiveligt er blevet tildelt OL i 2028.

storybild

Borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, skriver på Twitter, at forhandlingerne om værtskabet fortsætter mellem Paris, Los Angeles og IOC. Scanpix/Patrick Kovarik

Paris. Det vækker glæde i Frankrig, at Paris efter alt at dømme bliver vært for sommer-OL i 2024.

Tony Estanguet, der er en af cheferne for Paris' OL-bud, siger, at repræsentanterne for den franske hovedstad har arbejdet hårdt for at overbevise Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

- Vores indsats har betydet, at vi har overbevist IOC om fordelene ved at tildele OL i 2024 til Paris, siger han i en pressemeddelelse.

Paris og Los Angeles var de eneste byer, der havde søgt om værtskabet til OL i 2024.

Men da Los Angeles Times mandag kunne afsløre, at Los Angeles får tildelt OL i 2028, er Paris den eneste ansøger til OL i 2024.

IOC besluttede tidligere i juli, at den kan uddele værtskabet for både OL i 2024 og 2028, når den i september skal stemme om de kommende værtsbyer.

Det har ligget i kortene, at Paris skulle være værtsby for legene i 2024. Det vil nemlig betyde, at byen kan fejre 100-året for byens seneste værtskab af de olympiske lege - hvilket var i 1924.

Borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, skriver på Twitter, at forhandlingerne om værtskabet fortsætter mellem Paris, Los Angeles og IOC.

- Forhandlingerne om at nå en trepartsaftale fortsætter mellem vores to byer og IOC indtil udgangen af august. Jeg er meget optimistisk. Vi vil gøre alt, for at afstemningen vil blive et historisk øjeblik for Paris.

En anonym embedsmand tæt på Hidalgo siger til nyhedsbureauet Reuters, at borgmesteren vil vise respekt for den officielle procedure. Derfor vil hun ikke fejre værtskabet, før det officielt tildeles ved en afstemning i september.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx