Af Ritzau - 30/06-17 20:39

Contador kopierer Froome og ændrer Tour-strategiContador kopierer Froome og ændrer Tour-strategi

Intet har handlet om resultater i år, hvor alt er lagt an på succes i Tour de France for Alberto Contador.

storybild

Spanske Alberto Contador (Trek) har sat alt ind på at ramme topformen i dette års Tour de France. (Billede: Scanpix/Lionel Bonaventure)

Alberto Contador (Trek) har kun haft en ting i hovedet i denne sæson - Tour de France.

Det bekræfter holdets danske sportsdirektør, Kim Andersen.

- Contador har lagt alt an på Touren, og han er her for at vinde. Det er sejr eller ingenting, siger Kim Andersen.

Den 34-årige spanier forventer da også at møde op til Touren med ben, der er mere friske, end tilfældet har været i tidligere udgaver af løbet.

Alberto Contador har i sin forberedelse lagt alt an på Tour de France, og han har derfor nedprioriteret at hente resultater i løbene forud for sæsonens store mål.

På den måde har Contador kopieret Chris Froomes (Sky) strategi, som er udelukkende at bruge andre løb i optaktsfasen som forberedelse.

- Cykling er meget svært, og jeg ville foretrække at vinde alle løb, men jeg ved, at dette er en bedre tilgang. Jeg føler mig bedre end i fjor, sagde Alberto Contador ifølge Reuters på et pressemøde fredag.

Contadors nye strategi kom blandt andet til udtryk i Criterium du Dauphiné, som danske Jakob Fuglsang (Astana) vandt.

I etapeløbet, der fungerer som mange rytteres forberedelse til Touren, sluttede Contador således fem minutter og tyve sekunder efter Fuglsang.

Det var dog helt efter planen, vurderer en af Treks sportsdirektører Luca Guercilena.

- Det stresser mig ikke. Han er klar til at være deroppe (i toppen, red.), og vi er klar som hold. Vi havde en blødere tilgang til Dauphiné, fordi vi ved, at Touren er lang.

- Alder er en faktor. Store mestres kvaliteter ændrer sig ikke med tiden, men måden, man når topformen på, er anderledes, siger Luca Guercilena.

Tour de France begynder lørdag i tyske Düsseldorf med en enkeltstart, hvor rytterne skal tilbagelægge 14 kilometer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx