07/09-17 14:05; Opdateret: 07/09-17 15:09

AGF-angriber: Jeg formulerede mig dumt og klodsetAGF-angriber: Jeg formulerede mig dumt og klodset

Den tidligere Helsingør-topscorer André Riel er allerede kommet i fokus inden sin første kamp for AGF.

storybild

Aarhus. Angriberen André Riel, der skiftede til AGF fra FC Helsingør på transfervinduets sidste dag, undskylder nu udtalelser, han tidligere er kommet med.

Til BT sagde André Riel, at "han hellere vil ligge højere på topscorerlisten, end han vil have AGF højt i tabellen".

- Det er selvfølgelig ikke sådan, jeg har det. Holdets succes står foran alt andet - det kommer altid først, siger André Riel til AGF's hjemmeside og tilføjer:

- Jeg har da ambitioner om at score mange mål og dermed komme op ad topscorerlisten. Og hvis jeg scorer mål, så kommer det også til at gå holdet godt.

AGF-træner Glen Riddersholm siger til bold.dk, at han gerne havde været sagen foruden, men han lader tvivlen komme den nye angriber tilgode.

- Det er ulempen ved at være åben og ærlig som André. Han er interessant lige nu, og han tør give udtryk for sine holdninger.

- Jeg bider bare også mærke i, at i de andre interviews, han har givet, har han givet klart udtryk for, at han sætter holdet over alt andet, siger Glen Riddersholm.

Efter torsdagens træning gav André Riel sine holdkammerater en undskyldning og varslede kvajekage til truppen.

- Jeg fik desværre formuleret mig dumt og klodset, og jeg vil gerne undskylde til fans og holdkammerater, at det kunne fremstå sådan, at jeg sætter min egen succes over holdet.

- For det gør jeg naturligvis ikke. Det er ikke mig, det drejer sig om, men AGF, understreger André Riel.

- Jeg skal ikke sætte mig selv i sådan en dum situation. Det var urutineret af mig, at jeg ikke fik formuleret mig bedre.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg har ambitioner og gerne vil lave mange mål - det er også derfor AGF har købt mig.

- Men holdet og vores præstation vil altid være det vigtigste for mig, siger André Riel

Han ser frem til at bevise det på lørdag, når Randers FC kommer på besøg.

- Hvis jeg bliver udtaget til kampen mod Randers, vil fansene ikke være i tvivl om, at jeg vil give alt for den her klub og for, at vi får et godt resultat, siger han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx