25/08-17 18:07; Opdateret: 25/08-17 18:30

Barcelona bekræfter tilgang af Ousmane DembéléBarcelona bekræfter tilgang af Ousmane Dembélé

Den 20-årige franskmand skifter på en femårig kontrakt fra Borussia Dortmund til FC Barcelona.

storybild

(Ousmane Dembélé er færdig i Borussia Dortmund og skifter til FC Barcelona. Scanpix/Odd Andersen/arkiv.

Barcelona. FC Barcelona forstærkede sig fredag, da klubben offentliggjorde tilgangen af franske Ousmane Dembélé.

Den 20-årige angriber skifter fra Borussia Dortmund på en femårig kontrakt, og han bliver centrum i en fodboldhandel, der kan blive verdens næstdyreste.

Barcelona meddeler på sin hjemmeside, at man i første omgang betaler 105 millioner euro (cirka 781 millioner kroner) for angriberen.

Senere vil der dog støde et beløb til, som er afhængig af forskellige bonusaftaler.

Dortmund meddeler på sin hjemmeside, at dette ekstra beløb maksimalt kan blive på 40 procent af handlen, hvilket er 42 millioner euro (cirka 312 millioner kroner).

Ender hele transferen med at koste Barcelona 147 millioner euro vil handlen være den næstdyreste efter Neymar-handlen for nylig, der blev verdens dyreste fodboldhandel.

Her valgte Paris Saint-Germain at betale den brasilianske spillers frikøbsklausul i Barcelona.

Den lød på 222 millioner euro (cirka 1,65 milliarder kroner).

Barcelona oplyser, at Dembélé ankommer til klubben søndag. Mandag skal spilleren gennemgå en lægetest, hvorefter han vil blive præsenteret.

- FC Barcelona og Borussia Dortmund er blevet enige om en aftale, der betyder, at Ousmane Dembélé skifter for 105 millioner euro plus bonusbeløb.

- Spilleren vil underskrive en femårig aftale, og hans frikøbsklausul er sat til 400 millioner euro (cirka 2,97 milliarder kroner), skriver Barcelona på sin hjemmeside.

Offensiv-spilleren skiftede for et år siden til den tyske storklub for blot 15 millioner euro (cirka 111 millioner kroner), og han har spillet syv landskampe for Frankrig.

I sin første sæson i Dortmund spillede Dembélé 32 kampe i Bundesligaen, og han scorede seks mål og stod for 13 assister.

I Champions League scorede franskmanden to gange.

Senest har Dembélé dog været suspenderet i Dortmund som følge af, at han ikke mødte op til træningen.

Den kommende Barcelona-spiller indgik ikke i den seneste franske landsholdstrup til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Holland og Luxembourg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx